Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Fra dino til dyne

Zoologisk Museum har åbnet en ny særudstilling om fjer. Publikum vil møde naturhistorien i et fyrværkeri af farver og former og få indblik i hvordan både fugle og mennesker har brugt fjer gennem tiden

Indtil for ti år siden troede man at fugle var de eneste dyr med fjer. Men et fund i Kina af en dinosaur med fjer gjorde det klart at fjeren kom før fuglen.

Siden er flere fossiler af fjerklædte dinosaurer dukket op, og Zoologisk Museum viser nu for første gang i Danmark både fossiler, skeletter og rekonstruktioner af nogle af disse epokegørende fund.

Udover de enestående dinosaurer byder udstillingen på nogle af de smukkeste fugle i verden, giver indsigt i hvordan fjer kan bruges som prydgenstande og informerer via en plancheudstilling om fugleinfluenza.

Kulturfugle
»Med udstillingen om fjer
ønsker vi at markere at fugle ikke alene er smukke og interessante i et naturhistorisk perspektiv. Udstillingen vidner om at fugle altså også spiller en ret væsentlig rolle i kulturhistorien, og det er ofte et forsømt emne i udstillinger på naturhistoriske museer.

De mange flotte rekonstruktioner af dinosaurer, flyvende fugle, designede hatte, kjoler og fjergenstande fra hele verden gør at jeg kan love at både mindre børn, skolebørn og voksne vil få en helt særlig oplevelse næste gang de besøger Zoologisk Museum,« siger udstillingsleder Hanne Strager.

Entreen er 15 kroner for børn og 50 kroner for voksne. Læs mere på www.zoologiskmuseum.dk, www.fjer.nu.

Seneste