Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Fremdrift er fortid?

KLUMME – Kampen mod fremdriftsreformen er ikke ovre. Lige nu forhandler KU med de studerende om, hvordan folk skal presses hurtigere gennem studierne. »Det er en mulighed for at overbevise ledelsen om, at de i stedet for pisken skal finde guleroden frem,« skriver Studenterrådets Anne Vraa Jensen.

Kan du huske dengang, du var rigtig sur over fremdriftsreformen og dens krav om tilmelding til 60 ECTS om året? Kan du huske dengang, du var oprigtigt indigneret over, at KU’s ledelse ville stramme den yderligere ved blandt andet også at indføre et aktivitetskrav på 45 ECTS-point om året?

Jeg var og er virkelig sur og indigneret. Mest af alt er jeg dog træt. Træt af at tale om fremdrift, træt af at høre om fremdrift, og træt af at vi fortsat skal kæmpe imod fremdriften. Og jeg tror, at jeg endnu har til gode at møde en studerende, der ikke er træt af fremdrift. Men selv om det lader til, at der nu er bred enighed i universitetsland om, at tilmeldingskravet var og er en dårlig idé, lader ledelsen på KU til endnu en gang at have forelsket sig i aktivitetskravet. Så fremdriften truer stadig, desværre.

»Foran os studerende ligger der nu en reel mulighed for at påvirke kravet om 45 ECTS-point og forsøge at presse det så langt ned som muligt«

Når nu vi alle sammen er så trætte af fremdrift, hvorfor ser vi så ikke igen 9.000 studerende samlet på Frue Plads? Hvorfor flyder fagrådslokalerne ikke over af alle dem, der vil af med fremdriftsreformen? Og hvorfor er der ikke frustrerede studerende, der banker på rektors eller ministerens dør dagligt?

»Det er bare lidt uoverskueligt, og det virker ikke som om, der er sket noget nyt. Man bliver lidt træt af at høre om det samme, ikke?« svarede min roomie, da jeg spurgte hende, hvorfor det mon ikke var alle studerende, der lige nu sprang op for at gøre en indsats for, at fremdrift bliver til fortid på KU.

Jeg tror, at rigtig mange studerende har det på samme måde. De er trætte af de rigide rammer, fremdriftsreformen sætter for vores uddannelser, men de er samtidig trætte af at høre om det, fordi det ikke lader til, at vi kan rykke noget. Men det kan vi faktisk!

Midt i efterårets mørke, kulde og nedskæringer, kom der nemlig et lille lysglimt. Genforhandlingerne af fremdriftsreformen betød, at det nu er op til de enkelte universiteter, hvordan de vil få de studerende hurtigere igennem. Og på Københavns Universitet er vi studerende inviteret med til forhandlingerne. Men det i sig selv kan måske også være lidt svært at finde rundt i, for hvad er det egentlig vi kan opnå?

»Fremdriften truer stadig, desværre«

Foran os studerende ligger der nu en reel mulighed for at påvirke kravet om 45 ECTS-point og forsøge at presse det så langt ned som muligt. Det er en mulighed at overbevise ledelsen om, at de i stedet for pisken skal finde guleroden frem. Der er mulighed for flere og bedre sommerskoler og færre administrative barrierer. Der er mulighed for bedre studiemiljøer, mere forskerkontakt og mere feedback. Kort sagt har vi en mulighed for at højne vores uddannelseskvalitet og gøre det nemmere at være fuldtidsstuderende.

Så er du en af dem, der er træt af at høre om fremdriften og dens problemer? Så er det nu, du skal op af stolen, for sammen kan vi gøre fremdriften til fortid på KU, så du aldrig behøver høre om den igen.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste