Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Fremtidens studieboliger er flydende

INNOVATION - Arkitekten Bjarke Ingels har designet studieboliger af gamle skibscontainere, der er drevet af solenergi og flyder på en ponton. Firmaet bag boligerne, Urban Riggers, åbner snart et flydende kollegium ved Kalvebod Brygge for studerende på Københavns Universitet.

For tre år siden skulle iværksætteren Kim Loudrups søn søge bolig i København. Men ligesom tusindvis af andre studerende kunne han ikke finde et sted at bo. Derfor opstod idéen om at bygge gamle skibscontainere om til billige studieboliger.

»Først troede jeg ikke på, at det var så svært at finde et sted at bo som studerende. Men så kunne jeg se på nettet, at der var en kæmpe efterspørgsel efter boliger. Jeg kendte Bjarke Ingels igennem en fælles bekendt, og han var hurtigt med på idéen,« siger Kim Loudrup, der er stifter og administrerende direktør i Urban Rigger, som bygger studieboliger af gamle skibscontainere, som placeres på en ponton på vandet.

Drevet af solenergi

Containerboligerne er designet af stjernearkitekten Bjarke Ingels og er drevet på 80 procent solenergi. Boligerne er på 24-27 kvm. og udlejes møbleret med køkken, spise- og soveplads og eget bad.

Lejlighederne kommer til at koste mellem 4.000 og 6.000 kroner om måneden.

»Det skal være økonomisk rentabelt for unge at bo i de her boliger. Der er meget snak om at bygge noget hurtigt til studerende, men vi ville gerne bygge noget, som inspirerer de unge og giver dem ro til deres studier. De er jo Danmarks fremtid,« siger Kim Loudrup.

Studieboligerne er bygget af gamle skibscontainere og placeret på en ponton ved havnen

Kollegium ved Kalvebod Brygge

I første omgang har Urban Rigger fået tilladelse af Københavns Kommune til at bygge et flydende kollegium ved Kalvebod Brygge. Når containerboligerne er klar til indflytning, er det 12 af København Universitets studerende, der har fået tilbuddet om at flytte ind.

Men firmaet håber at få tilladelse til at åbne flere flydende studieboliger i København i nærmeste fremtid.
»Vi har tilbudt Københavns Kommune om, at vi kan levere 1.200 studieboliger inden for det næste år, uden at det kommer til at koste dem en krone. De skal bare give tilladelser og kajplads til pontonerne,« siger Kim Loudrup fra Urban Rigger.

Der er 12 studieboliger per ponton.

288 boliger til Göteborg

Indtil videre har 3.000 studerende henvendt sig med interesse i projektet, som også har fået omtale i internationale medier som Fortune, CNN og Al Jazeera. Urban Rigger har fået henvendelser fra folk i hele verden, som vi høre mere om deres flydende studieboliger.

»Der er jo behov for billige studieboliger verden over – ikke kun i København. Göteborg har bestilt 24 Urban Riggere med i alt 288 studieboliger. Interessen er ret overvældende,« siger Kim Loudrup.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste