Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Frie universitetsaviser presses i knæ

BALANCEGANG - At omlægge en fri universitetsavis til en ledelsesstyret 'corporate media platform' sikrer en stabil økonomi, mens de frie presses økonomisk i knæ, påpeger direktør Søren Schultz Jøgensen fra mediestrategifirmaet Kontrabande.

Kun to af landets universitetsaviser har en fri struktur, og de er begge ramt af besparelser. Til gengæld har de ledelsesstyrede aviser med mindre uafhængighed hos for eksempel Roskilde Universitetscenter (RUC), Aalborg Universitet (AU), Aarhus Universitet (AAU) og Danmarks Tekniske Universitet (DTU) enten et stigende eller et stabilt budget.

Det skriver Altinget.dk: LÆS artikel: Frie universitetsaviser presses (der kræver login for at kunne læse artiklen, men samme artikel kan også læses på Videnskabsministeriets hjemmeside her)

En rundspørge foretaget af Altinget.dk viser desuden, at det kun er de to universitetsaviser på Københavns Universitet (KU) ’Universitetsavisen’ og ’CBS Observer’ på Copenhagen Business School (CBS), der fortsat har en fri struktur. Det er svært at finde en eksakt forklaring på udviklingen, men det er et spørgsmål om balancegang.

Universitetsaviserne som værktøj

»Universitetsaviserne står i et enormt opbrud, hvor der endnu ikke er fundet klare løsninger på deres udfordringer,« siger Søren Schultz Jørgensen, direktør for Kontrabande og deltager på en konference afholdt for nylig om KU´s Universitetsavisens fremtid.

»Det er en svær balancegang for et universitet, der forsøger at skabe en sammenhængende kultur blandt sine mange målgrupper, at den samtidig finansierer et medie, der har høj troværdighed, men samtidig er så uafhængigt, at det kan tillade sig – groft sagt – at skide i egen rede. Det kan få ledelsen til at vælge den anden løsning med avisen som et corporate media, hvor avisen bruges som et mere klassisk virksomhedsmedie, der ligger direkte under rektoren eller direktørens kontrol,« tilføjer Søren Schultz Jørgensen.

Altingets artikel præsenterer også holdningen fra Danske studerendes Fællesråd (DSF). De er bekymret for Universitetsavisens og CBS Observers frihed og mener ikke, at de seneste besparelser på de to aviser er udtryk for en positiv udvikling.

Seneste