Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
Univalg 2024 — Fakulteterne skal ansætte psykologer, første semester skal være karakterfrit, og så skal klima på pensum på alle uddannelser. Mød Nikoline Prehn, der er Frit Forums spidskandidat til bestyrelsen.
Solen står højt på denne klare, novemberkolde dag, og kirkeklokkerne ringer, mens jeg står foran et af de gamle københavnerkollegier. Ved den tunge port byder Nikoline Prehn mig indenfor. Hun stiller op som spidskandidat for den rød-grønne liste Frit Forum, og jeg er taget hjem til hende for at høre, hvorfor hun går efter en plads i universitetsbestyrelsen ved det kommende univalg.
Hun guider mig ind til et lille køkken, der på passende vis har knaldrøde vægge. På træbordet står tre tændte stearinlys, en kande friskbrygget stempelkaffe og en karton økologisk havremælk.
Hvorfor gik du ind i studenterpolitik?
»Jeg synes, det er vigtigt, at man engagerer sig alle de steder, man kommer. Studenterpolitik er lidt ligesom at være aktiv i sin fagforening, når man har et arbejde. Jeg synes, det er megavigtigt, at man er med til det, hvis man har overskuddet til at kæmpe for at gøre vores uddannelse bedre.«
Nikoline Prehn fortæller, at hendes engagement i Frit Forums rød-grønne studenterforening tilsvarende har to farver:
»De to vigtigste ting, som har drevet mig ind i politik, er det røde, som for mig omhandler trivsel og lige muligheder for alle studerende. Og så er der det grønne, som omhandler et klima- og bæredygtighedsfokus.«
Udover at være rød-grønne, hvilke mærkesager, går Frit Forum til valg på i år?
»Nogle af dem, jeg synes er vigtigst at fremhæve, er først og fremmest mulighed for gratis psykologhjælp. Vi vil gerne have indført fakultetspsykologer på alle fakulteter.«
Hun refererer til den generelle mistrivselskrise som hun selv oplever blandt både venner og studerende. Selvom hun er klar over, at en enkelt psykologsamtale ikke vil fikse alt med et snuptag, er hun overbevist om, at det stadig vil være en gavnlig håndsrækning for mange.
På spørgsmålet om, hvordan hun forestiller sig, at ordningen kunne fungere i praksis, svarer hun, at studerende skal kunne blive henvist gennem en studievejleder, hvis de for eksempel oplever stress eller angst, som påvirker, hvordan man går på universitetet. Forhåbningen er, at de studerende derved kan undgå at skulle igennem deres egen læge, som ofte medfører lange ventetider til psykologhjælp.
Frit Forum har et andet konkret tiltag, der kan højne trivslen, siger Nikoline Prehn:
»Første semester skal være karakterfrit. Der er rigtig mange, der synes, det er rart at have mulighed for at lære, hvordan man skriver en opgave, før man kommer i gang med at blive bedømt.«
Godt nok er mange af de grønne, gamle kridttavler på campus skiftet ud med hvide, moderne smartboards, men den grønne klimadagsorden skal stadig stå skrevet højt på alle KU’s tavler ifølge Frit Forum.
Uanset, hvad man læser, kommer man jo nok til i en eller anden grad at ende ud af et sted, hvor man arbejder med klima eller bæredygtighed.
Nikoline Prehn, spidskanditat for Frit Forum
»KU skal have sit eget uafhængige klimaråd, som skal bestå af både forskere, studerende og ansatte, der ved noget om klima eller interesserer sig for det,« siger Nikoline Prehn, der savner transparens, hvad angår KU’s klimaregnskab i dag:
»Der er vildt mange studerende, der ikke ved, hvilke klimatiltag, der bliver gjort på universitetet, og i hvilken vej, der bliver arbejdet. Og så er der bare så mange led. Der er for eksempel bygningerne, der enten skal bygges, renoveres eller købes, og der er undervisningsmaterialer, og hvad er der af bæredygtighed i det?«
Frit Forum går til valg med mærkesagen om klima på alle uddannelsers pensum. Det vil gøre alle uddannelser mere relevante i forhold til den aktuelle klimadagsorden:
»Uanset, hvad man læser, kommer man jo nok til i en eller anden grad at ende ud af et sted, hvor man arbejder med klima eller bæredygtighed,« siger Nikoline Prehn.
Kandidatreformen står for døren, og hvis det står til Nikoline Prehn, er det afgørende, at den dør åbnes på vid gab for studenterinddragelse. De studerendes stemmer skal ikke nøjes med at høres i det fjerne, men inviteres med til forhandlingsbordet, når beskæringerne endelig skal realiseres:
»Nu er kandidatreformen besluttet, og så er det vigtigste, at vi får indflydelse på, hvordan det kommer til at ske i stedet for bare at stå med korslagte arme og være sure og råbe.«
Hun gør det klart, at selvom hun ikke selv synes, reformen er den bedste idé, er det vigtigt stadig at få indflydelse. De studerende skal høres i studenterinddragende undersøgelser, for det er dem, reformen går ud over.
Du læser statskundskab, et studie der fylder temmelig meget på stemmesedlerne. Hvad gør I for at få flere studier repræsenteret?
»Vi har arbejdet med noget, der hedder Rød Fredagsbar, som vi også kommer til at holde efter univalget, for vi synes, det er virkelig vigtigt, at det ikke kun bliver i de her uger op til valget, vi er ude og møde de studerende.«
Hun fortæller, at det for dem handler om at møde folk og at snakke med de studerende på tværs af alle campusser.
Universitetet må ikke blive en akademisk boble, siger Nikoline Prehn, der derfor vil slå et slag for mulighed for praktik på alle uddannelser – både på bacheloren og kandidaten. På den måde får alle mulighed for at komme ud og møde arbejdslivet – eller virkeligheden, som hun siger.
»Vi oplever, at mange studerende savner, at det er mere konkret, hvad kan de bruge deres uddannelse til, så det ikke bliver alt for fluffy og overteoretiserende. Selvfølgelig skal man også læse og tænke, det er jo hovedformålet, når man går på universitetet, men man skal også lære nogle ting, man kan bruge i virkeligheden, og i de job, man ender med gerne at ville være i.«
Hvis man også har et hjerte, der banker for trivsel og klima på universitetet, så synes jeg, man skal stemme på Frit Forum.
Nikoline Prehn, spidskandidat for Frit Forum
Når Nikoline Prehn ikke bedriver studenterpolitik, fortæller hun, at hun bruger meget tid på sit kollegie og sine venner. Og når hun ellers ikke knokler videre på sit bachelorprojekt på Statskundskab, nyder hun også at bruge sin fritid på at drikke en øl, løbe en tur, bade i Københavns kanaler og læse bøger. Meget almindelige ting, som hun selv betegner det og griner lidt.
Om få timer skal hun mødes med de andre i Frit Forum for at polstre KU til med valgplakater. Hun puster de tre stearinlys ud inden hun følger mig ud til den store port og siger så:
»Hvis man også har et hjerte, der banker for trivsel og klima på universitetet, så synes jeg, man skal stemme på Frit Forum.«