Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Frit Forum vil være en debatforening for alle

REPORTAGE – Den socialdemokratiske studenterforening Frit Forum holder torsdagsmøder, hvor man, fx, kan få sig en øl med kongerigets ombudsmand. Foreningen vil gerne være andet og mere end blot en stikling til moderpartiet, og det lykkedes fint den aften, da Uniavisen var med.

Hvis en sofa kan være betuttet, så vil den se sådan her ud: Lidt nusset, en smule laset i det blå betræk og med en udmattet statur. På dens ene armlæn sidder ombudsmand Jørgen Steen Sørensen. De lange ben er lagt over kors og stritter afslappet ud i lokalet, hvor oplægget om offentlighedsloven, der trådte i kraft 1. januar, er gået over i debat.

De fremmødte stiller ivrigt spørgsmål til den magtfulde mand, der er trådt ned fra tinderne på Christiansborg til den hyggelige kælder under Anemone Teatret.

Bud om ombudsmanden

Nu og da overrumples Sørensen af uventede spørgsmål og betragtninger. Med et skævt smil må han tage en ekstra slurk af vandflasken, inden han giver sig i kast med de mere filosofiske betragtninger om demokrati og mediernes selvbillede.

At Frit Forum er en forening med socialdemokratiske rødder, lægges der ikke skjul på. Den socialdemokratiske rose pryder endevæggen. På væggen over ombudsmandens hoved hænger Stauning, som evigt stirrer ind i en fremtid med mig selv eller kaos.

Men selv om den spørgelystne skare for størsteparten er medlemmer af den 71 år gamle forening, er flere også bare udenforstående, der gerne vil kunne skille myter fra fakta om en udskældt offentlighedslov.

Kældereffekten

De frie rammer passer godt med den oprindelige tanke bag Frit Forum, forstår vi. Her kunne unge, der måske ikke kom fra akademikerhjem, skabe sig et netværk i universitetsmiljøet.

»Frit Forum er jo også bare en politisk ungdomsforening, hvor man som politisk eller samfundsmæssigt interesseret kan komme,« siger næstformand Magnus Buus. »Vi er ideologiske langt hen ad vejen, men vi er også en debatforening og en studiekreds.«

Vi har fundet os et hjørne at være lidt alvorlige i. I baren efter oplægget er humøret nemlig højt – ombudsmanden har løsnet slipset og står og taler med et par studerende.

»Her har man eksempelvis også mulighed for at møde en minister på tomandshånd, og der er det faktisk vores erfaring, at politikere er væsentligt mere åbenmundede og ligefremme, når de står her og taler til 30 mennesker, end når man ser dem andre steder,« siger Magnus Buus.

Om løgne og sminke

Den ligefremhed, Buus taler om, mærker man under oplægget:

»Man må ikke lyve, men man må sminke. Og da er en offentlighedslov nådesløs. Og dér betyder indskrænkninger noget,« .sagde Jørgen Steen Sørensen om konsekvenserne af loven i sager om ministerbetjening. Han skjulte dog heller ikke sin sympati for politikerne, der vist nok ikke har det bedste arbejdsklima som følge af den intense mediedækning, de er udsat for

Der er altså sandhed i foreningen Frit Forums navn. I den lille kælder er tingene ikke sort/hvide – her er ikke (plads til) distance mellem magteliten og den gængse studerende. Mødet slutter med 30 mennesker plus en ombudsmand, der har fået en del at tænke over.

Frit Forum holder åbne møder hver torsdag klokken 19-20.
uni-avis@adm.ku.dk

Seneste