Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
SERVICEMEDDELELSE - Politiet griber raskt til bødeblokken over for cyklisterne i denne uge.
Når man kører på cykel, er der ikke noget, der er så irriterende som en hensynsløs bilist. Og sidder man i sin lune bil, er der ikke noget mere road rage-fremkaldende end en uopmærksom eller anarkistisk cyklist. Det er naturens orden.
Politifolk kører i bil. Og i denne uge varsler de oven i hatten kampagne mod cyklistforseelser, så vær varsomme, kære læsere. Man kan hurtigt få fyret en SU eller en lektorløn af på cykelbøder i København. Især efter indførelsen af nye, forhøjede bødetakster over hele linjen.
Indsatsen vil, som det hedder på politisprog »blive rettet mod ofte forekommende cyklistforseelser, såsom manglende lys i lygtetændingstiden, kørsel frem mod rødt lys, kørsel på fortov og gågade, samt lignende trafikfarlig og generende adfærd.«
Politiet minder også om, hvor åndssvagt folk faktisk bærer sig ad på deres jernheste:
»Selvom antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken de sidste par år har været faldende har procentdelen af tilskadekomne cyklister været konstant samtidig med, at der har kunne ses en stigning i procentdelen af dræbte cyklister i trafikken fra 7,9 procent i 2009 til 13,4 procent i 2011.«
Sidste vinter gennemførte politiet en tilsvarende kampagne og fangede da knap 1.500 cykelbøller. Så vi opfordrer alle læsere til at lade cyklen stå indtil 3. marts.
Det er den ene mulighed. Den anden er at køre pænt.