Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Univalg 2019 — Studerende bør stemme på fagråd og Studenterrådet, ikke på foreninger, der har forbindelser til de partier, der sparer på uddannelse, skriver statskundskabsstuderende, der stiller op til studienævnet.
Univalget er over os. Vi skal til at vælge, hvem vi vil sende i studienævn, akademiske råd og universitetsbestyrelse. Vi skal fejre og eksekvere studenterdemokratiet – og jeg skal personligt fejre et jubilæum. For univalget i år markerer, at jeg har været valgt til studienævnet på Institut for Statskundskab i nøjagtigt ét år.
Og det giver anledning til at se tilbage og gøre året op.
Det sidste år har jeg været en af de studerendes fem repræsentanter i instituttets studienævn. Her har vi drøftet alt lige fra introforløb for nye studerende, hvor jeg selv kunne bringe friske minder i spil fra min studiestart i sommeren 2018, til valgfag på kandidaten, hvor jeg lærte en masse spændende og blev klogere på, hvad vi udbyder for uddannelser på instituttet. Men vigtigst af alt har jeg flere gange været garant for, at de studerende og deres uddannelser kom i første række.
Og det er netop, hvad jeg hæfter mig ved her et år efter mit indvalg. Som de studerendes repræsentant i et studienævn, er det min allerfornemmeste opgave at være de studerendes stemme i tykt og tyndt.
Det er både, når der skal behandles dispensationer for de studerende, behandles ankesager efter eksamensklager, stilles krav til fagudbud på uddannelserne, og når der skal blokeres for beslutninger, som kan koste kvaliteten dyrt.
Det er både, når vi sidder med dagsordener, hvor vi helt åbenlyst kan tage stilling i de studerendes interesse, og det er, når jeg modtager en besked fra Andreas torsdag aften, fordi den igen er helt gal med kommunikationen fra administrationen.
Det er hver eneste gang, der skal træffes beslutninger, som har afgørende betydning for enten den enkelte eller alle de studerendes hverdag. Mit mandat fra de studerende er at kæmpe for dem, uanset hvad det måtte være for en kamp – og uanset hvad mit partipolitiske ståsted måtte være.
Det mandat søger jeg genvalg til, fordi jeg tror, det er vigtigt, at der er stærke og forankrede stemmer i vores studienævn uanset partifarve.
Igen i år er vi dog i den situation, at vi er i konkurrence med andre lister, når de studerende skal sætte kryds til univalget. Ved siden af fagrådets liste kan man til forskellige valg på universitetet tilmed sætte kryds ved Frit Forum, som har rødder i den socialdemokratiske ungdom, eller Konservative Studerende, som selvsagt er ideologisk forankrede i konservatismen.
De opstiller nemlig igen i år og indgår i valgforbund – selv om de mig bekendt mest af alt har det til fælles, at deres moderpartier gentagne gange har sparet på uddannelse og ikke agter at lave det om.
Rent demokratisk er der intet problem ved, at fagrådets liste og mit kandidatur udfordres. Men jeg må spørge mig selv: Når de store beslutninger på vores uddannelsessteder skal træffes, bør vi så fæstne vores lid til Socialdemokratiet eller Konservative? Eller bør vi fæstne den til fagrådet og studenterrådet, som er de studerendes interesseorganisationer, hvor man kan gå ind ad døren uanset politisk farve og sætte sin sag i spil?
Jeg abonnerer på den sidste af de to løsninger, fordi jeg mener, det vigtigste på vores uddannelser er, at de studerende får de bedst mulige vilkår for at blive dygtige – og ikke at vores uddannelser bliver, nøjagtig som Socialdemokratiet eller Konservative måtte ønske sig det.
Så hvis du vil have en stemme som min, der leverer resultater for de studerende, så skal du stemme på dit fagråd og studenterrådet. Vi stiller os til rådighed endnu en gang – og hver gang, din stemme skal høres.