Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Globalt akademisk oprør mod tidsskriftsmonopoler

NYHEDSOVERBLIK TIRSDAG - Globalt akademisk oprør mod tidsskriftsmonopoler - Regeringen satser milliarder på uddannelse - Grækerne stemte nynazistisk af desperation - Studerende stresser i eksamenstiden - Retssag mod Timo Kivimäki begynder i dag.

Globalt akademisk oprør mod tidsskriftsmonopoler

Over 11.000 forskere har boykottet et af de største videnskabelige forlag, Elsevier, i protest mod de stigende priser på videnskabelige tidsskrifter, skriver Information. Elsevier alene havde i 2010 et overskud på 15 milliarder kroner. Der kan være et tidsskriftoprør på vej idet det prestigetunge Harvard University kræver Open Access. Se også denne artikel i Ingeniøren.dk, der beskriver Harvards frustrationer over at skulle betale 225.000 kroner om åretfor bare ét tidsskrift.

Regeringen satser milliarder på uddannelse

Helle Thornings regering vil med regeringens 2020-plan investere blandt andet for at sikre 60 procent af de unge en videregående uddannelse, skriver Politiken, endnu før planen er offentliggjort.

Grækerne stemte nynazistisk af desperation

I Norge har avisen Aftenposten.no spurgt forsker på KU Pia Johansen, undervisningsadjunkt i moderne græsk, om baggrunden for, at det græske nynazistiske parti Gyldent Daggry fik syv procent af stemmerne ved det netop overståede parlamentsvalg. Pia Johnsen mener, at nogle af de grækere, der har stemt på Gyldent Daggry, godt kan være nynazister, men at de fleste har stemt i desperation, og Gyldent Daggry vil ikke få nogen indflydelse i det græske parlament, fordi ingen af de andre partier vil samarbejde.

Studerende stresser i eksamenstiden

Dårlig søvn, svedende håndflader, flakkende blikke og skiftende grader af selvtillid. Det er højsæson for eksaminer, og desværre er der rigtig mange studerende, som i eksamenstiden får symptomer på stress, skriver MetroXpress, der giver nogle råd i den anledning.

Retssag mod Timo Kivimäki begynder i dag

I dag begynder retssagen mod professor Timo Kivimäki, KU, der er tiltalt efter Straffelovens paragraf 108, mistænkt for spionage til fordel for den russiske efterretningstjeneste. Retssagen foregår bag lukkede døre, hvilket afskærer offentligheden og pressen, og det betyder, at offentlighedens billede af sagen alene bygger på de oplysninger, som Kivimäki har givet i interview med Weekendavisen og dagbladet Information, skriver Berlingske, side 15, tirsdag 8. maj 2012.

Seneste