Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Gode råd til lejere

LEJEBOLIGJURA - Den gratis studenterretshjælp Ung Ret er til for at oplyse unge om deres rettigheder. Her giver de dig fem gode boligråd, så du ikke kommer i klemme, når du skal leje en bolig.

Hos retshjælpen Ung Ret kan du som studerende mellem 18 og 30 år få gratis juridisk rådgivning. Retshjælpens rådgivere er jurastuderende ved Københavns Universitet og fuldmægtige fra diverse advokatfirmaer i København. Rådgivningen er pro bono og helt gratis.

Ung Ret får særligt omkring sommerferien mange henvendelser om leje af bolig og giver her deres fem bud på ting, der er vigtige at have i baghovedet, når du begiver dig ud på lejemarkedet:

1. Betal aldrig depositum eller forudbetalt leje kontant, eller før lejekontrakten er underskrevet. Din udlejer kan højst kræve tre måneders forudbetalt leje samt tre måneders depositum.

2. Sørg altid for at informere udlejer om fejl og mangler inden 14 dage efter din indflytning og husk at tage billeder af de fejl og mangler, du finder, så du kan dokumentere dem senere hen.

3. Er dit lejemål tidsbegrænset, så vær opmærksom på, at det er uopsigeligt i hele perioden – både for dig selv og din udlejer. Dette kan kun fraviges til fordel for dig som lejer.

4. Få alle aftaler med din udlejer på skrift, så du kan dokumentere dem.

5. Undersøg altid det punkt i lejekontrakten, der står under § 11. Her gemmer der sig ofte tilføjelser, der kan have stor betydning for dit lejeforhold, såsom huslejeregulering. Brug din sunde fornuft, og hvis du synes, at noget lyder urimeligt, så kan det være, der er noget om det.

therese.hjorth@adm.ku.dk

Seneste