Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Gode råd til russer

STUDIESTART – Se læsernes bud på absolutte need to knows for en nybagt KU'er.

Om få dage indtages Københavns Universitet af mere end 7.000 russer, der dermed går en ny og ukendt tilværelse som studerende ved Danmarks største universitet i møde.

Det kan være en ret overvældende oplevelse. Derfor bad vi vores læsere om at komme med deres bedste råd til den nye årgang på KU. Vi præmierede de to bedste med 10 drinkbilletter til Studenterhuset.

Styr på formalia

Som Uniavisen den seneste tid har dokumenteret, kan livet som studerende være fyldt med bureaukratiske fælder. Derfor opfordres russerne af flere læsere også til at få styr på deres formalia fra starten.

Malene Fischer de Bruin skriver kort og kontant: »Læs din studieordning og fagets eksamensregler – det er din grundlov.«

Bitten Bolvig Hansen befinder sig i samme boldgade men understreger, at man som studerende ikke nødvendigvis skal være indstillet på at følge systemet slavisk.

»Alle studiereglerne virker meget stive, men mange kan bøjes med knofedt og stædighed!« skriver hun.

Sigrid Vognstrup hopper også med på ’kend dine muligheder’-vognen:

»Mit råd til de nye studerende er at udnytte de mange (gratis) muligheder, der tilbydes som fx Studenterrådgivningen, der både kan tilbyde hjælp individuelt og til grupper, og Ung Ret, hvor der tilbydes gratis juridisk hjælp til unge.«

Bliv en del af klubben

Flere råd centrerer sig om studielivets sociale aspekt, og opfordrer til at opprioritere og værne om det.

»Brug så meget tid på det sociale i starten som muligt. Der er en masse skønne mennesker, som har brugt tid og kræfter på at planlægge gode og sjove arrangementer med det formål at ryste folk sammen. Og det virker!! Så udnyt deres hårde arbejde, og nyd dine kommende medstuderendes gode selskab. Du vil få venner for livet,« skriver Katarina Stoklund Dittlau:

Skulle man i den forbindelse blive tørstig, som mange russer jo er, er Marie Sommers råd handy: »Hvor finder mand den billigste vodka? I Netto, Fakta, Aldi og Lidl.«

Mere seriøst er Felicia Daniél-Brønderslevs indspark:

»Tag fat i én, hvis du føler dig utryg eller har svært ved at falde til/finde sammen med andre. Det, tror jeg, er et rigtig godt råd! Lad være med at gå og vente på, at du bliver fundet. Vi er rigtig mange, så man skal også selv være opsøgende. En vejleder, en medstuderende, en studievejleder – hvis det når dertil – kan hjælpe. Mød op til nogle af de første arrangementer, også selvom du kommer alene. Jeg hører fra mange på andet år, at deres billede af KU er helt anderledes, end da de startede. De beskriver stemningen som langt mere afslappet. Mange er utrygge og føler sig pressede, indtil de finder sammen med andre studerende. Det er jo rigtig synd. For selvom der kan være højt tempo udadtil, er vi altså alle sammen i bund og grund rigtig søde og vil også gerne hjælpe hinanden Det kan nok bare være svært for nogle at skabe den første kontakt. Men det kan altså godt betale sig! Mange ser studiet som en lukket klub, men husk lige på, at ved optagelsen på KU blev du jo selv en del af klubben.«

Og vinderne er

Uniavisen ville meget gerne have sendt den ene præmie til Felicia Daniél Brønderslev for hendes glimrende råd. Men på ægte altruistisk vis var hun slet ikke interesseret i at vinde.

Derfor går den ene gratis omgang i stedet til Jon Toivo Hansen, hvis opfordring til nysgerrig selvstændighed klinger godt og rigtigt, synes vi. Rådet lyder:

»Lad være med at lytte for meget til ældre studerendes råd. Vær nysgerrig, og sørg for at høste dine egne erfaringer. Når det så er sagt; tag på udveksling.«

De resterende 10 drinkbilletter går til Malene Fischer de Bruin, hvis opfordring til at sætte sig ind i sin uddannelsesregler og studieformalia kan lyde enormt kedelig. Til gengæld kan det helt sikkert redde dig fra alskens månedlange hovedpiner senere i dit studieforløb. Det er værd at skåle på.

Vinderne har fået direkte besked. Derudover gjorde en årvågen læser os opmærksom på, at denne konkurrence var i karambolage med Facebooks regler for promovering. Det beklager vi, og lover at blive klogere på det der Facebook

Nicklas.Lund@adm.ku.dk

Seneste