Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

En grøn oase midt i urinstøvet

Byg-selv — En gruppe landskabsarkitektstuderende er i gang med at bygge Camp Rolighed – et grønt byrum på Roskilde Festival. Idéen er at skabe et rekreativt alternativ til de uendelige marker af telte og pavilloner.

Roskilde Festivals støvede marker er måske ikke lige det, man forbinder med en hyggelig tagterrasse med hængekøjer, slyngplanter og smukke blomster. Det er ikke desto mindre, hvad fire landskabsarkitekter er ved at bygge med projektet Camp Rolighed i Dream City, festivalens område for bæredygtige og kreative byggeprojekter.

De fire studerende gik i gang med projektet i december. De har selv tegnet skitser til byggeriet og fundraiset penge til byggematerialer og planter. Og siden 6. maj har de været i gang med at bygge deres terrasse på festivalen med hjælp fra 43 flittige og engagerede medstuderende.

»Vi har designet plantekasserne på jorden i en højde, så de ikke lige er til at tisse ned i«

Mette-Sofie Ry, medarrangør

Lounge og events

Missionen er at skabe en grøn oase på Roskilde Festival, der sætter fokus på landskabsarkitektur som fag og bygger bro i mellem årgangene.

»Vi bruger vores fag i praksis, men det skaber også et fællesskab i mellem årgangene på studiet. Planen er at lave et grønt opholdssted, der samtidig fungerer som scene, hvor man kan holde events og koncerter. Det skal være et sted, hvor man kan slappe af og sidde og dufte til planterne og krydderurterne,« siger Mette-Sofie Rybak, der er en af initiativtagerne.

Under festivalen kommer der desuden til at være events på terrassen. Men under udformningen af projektet har de studerende dog måtte tage nogle særlige festivalhensyn:
»Vi har designet plantekasserne på jorden i en højde, så de ikke lige er til at tisse ned i. Men det er jo bare en sjov udfordring, vi må tage med.«

25.000 i støtte

På KU´s Forårsfestival vandt Camp Rolighed prisen Aktive Studerende 2017 inklusive 25.000 kroner i støtte fra Tuborgfondet. Pengene skal bruges til materialer til konstruktionen, planter og events under Roskilde  Festivalen. Prisen betyder, at det bliver muligt at realisere Camp Rolighed, uden at arrangørerne skal have penge op af lommen.

»Det koster omkring 50.000 for hele projektet inklusive byggematerialer, transport, pynt, klistermærker, events og forplejning af de arbejdende. Vi har fundraiset en del af pengene selv via crowdfunding, og prisen fra Aktive Studerende betyder virkelig meget. Desuden har vi fået doneret beløb fra en fagforening og planter fra en række planteskoler,« siger Mette-Sofie Rybak.

Camp Rolighed åbner officielt inden festivalen den 18. juni, hvor alle medvirkende og samarbejdspartnere er inviteret. Efter Roskilde Festival river de studerende byggeriet ned, så materialerne kan genbruges året efter. Følg med i projektet på deres Facebook-side.

Hvis man har lyst, kan man støtte Camp Rolighed økonomisk på deres Boomerang-side her.

Seneste