Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Hævet fribeløb fik stor effekt på tilbagebetaling af SU

SU - Staten kradser betydeligt færre penge ind hos studerende, der har tjent for meget, end tidligere.

Satsen for, hvor meget en studerende på SU må tjene uden at skulle betale penge tilbage, blev hævet i 2014 med 1.500 kroner om måneden.

Nu viser en beregning fra Uddannelsesministeriet, at ændringen har givet et markant fald i det beløb, som staten kræver tilbagebetalt fra studerende, der er kommet til at tjene for meget. Det fremgår af et svar til Folketinget, som uddannelsesminister Ulla Tørnæs (V) gav 11. juli.

3.000 færre studerende fik et ubehageligt brev om tilbagebetaling

I 2013 kom 11.674 studerende til at tjene flere penge ved siden af SU’en, end de var berettiget til. I alt krævede staten 182 millioner SU-kroner betalt tilbage.

I 2014 var 8.416 studerende røget i tjene for meget-fælden. Og beløbet, de skulle sende retur til SU var 130 millioner kroner. Et fald på 52 millioner i forhold til 2013.

Der er dog ikke tale om et rent tab for statskassen på 52 millioner kroner, for der er blevet betalt skatter og afgifter af de ekstra penge, som danske SU-modtagere har haft lov til at tjene ved siden af deres stipendium.

Også i 2015 blev retten til at tjene penge ved siden af SU’en udvidet. Denne gang med 1.000 kroner om måneden. Uddannelsesministeriet har ikke opgjort endnu, hvor mange studerende, der det år tjente mere, end de havde lov til ved siden af SU’en.

chz@adm.ku.dk

Annonce

Seneste