Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Udland

Hans Thybo søger lederjob i Norge

PROFESSORSAG — Tvisten om den fyrede professor Hans Thybo er endnu ikke afgjort, men i mellemtiden har Thybo lagt billet ind på et institutlederjob ved universitetet i Bergen. Det skriver det norske medie På Høyden.

Institutt for geovitenskap på Universitetet i Bergen, Norge, skal have ny institutleder, og blandt de fire ansøgere er den danske professor i geologi Hans Thybo.

Thybo blev 4. november 2016 afskediget fra en stilling som professor ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet. Fyringen har vakt stor opsigt i det internationale forskningsmiljø og mødt kritik fra hundredevis af forskere, herunder to medlemmer af KU’s egen bestyrelse.

I øjeblikket fører Dansk Magisterforening på vegne af Thybo en sag om uberettiget afskedigelse, og Thybo har forlangt at få sit job på KU tilbage.

Men i mellemtiden søger han altså nye muligheder uden for Danmark. Det skriver På Høyden, som er Universitetet i Bergens uafhængige nyhedsmedie. I artiklen opridser På Høyden samtidig kontroversen om Thybo for sine norske læsere.

I konkurrence med nær kollega

Ansøgerfeltet til institutlederjobbet i Bergen er offentligt, og ifølge På Høyden søgte Thybo allerede jobbet i Norge før jul. Han var på det tidspunkt en af blot to ansøgere.

Ansøgningsfristen blev imidlertid forlænget, og nu har også Thybos samarbejdspartner på KU, professor Irina Artemieva, og en fjerde forsker søgt lederstillingen.

»At Thybo vil til Universitetet i Bergen, er en fjer i hatten for os. Thybo er kendt som en tungt meriteret forsker, og en stærk leder og vejleder, som har ledet international  forskning i en årrække,« citerer På Høyden en lokal universitetsansat med ‘kendskab til det geovidenskabelige miljø’ for at sige.

Selv udtaler Hans Thybo til det bergensiske medie, at han kender Institutt for geovitenskap, og at »instituttet har en god portefølje, som jeg gerne vil bidrage til at udvikle.«

Uniavisen har spurgt Hans Thybo per mail, om hans norske jobansøgning har nogen konsekvenser for hans tvist med KU, herunder hans krav om at få sit tidligere job tilbage.

 

Seneste