Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Har du talt med din rektor i dag?

PERSONLIGT - På IT-Universitetet udveksler rektor mails med over tusind af sine studerende hvert semester. Det tager ham en uges tid hver gang, men han synes, det er vigtigt.

Hvorfor er du blevet forsinket? Spørger IT-Universitetets rektor, Mads Tofte, sine studerende, hvis de er sakket bagud med eksaminerne.

»Det er kun påfaldende få, der svarer, at de ikke synes, det rager mig,« siger han.

De fleste takker tværtimod for interessen og kvitterer med en ærlig forklaring, så rektor kan give dem et godt råd.

Overvej om arbejdsgiveren er værd at samle på

»Med over 2.000 studerende, er det klart, at jeg nogle gange hører, at folk gennemlever meget alvorlige ting. Men en af de ting, de studerende fortæller mig ofte, er, at de bliver forsinkede på grund af deres erhvervsarbejde,« siger Mads Tofte, som ikke ser noget problem i, at en studerende misser et enkelt semester på grund af et interessant arbejde.

»Det er no big deal, men det er et problem, hvis den studerende har fundet fuldtidsarbejde og er blevet afhængig af indtægten.«

Her opfordrer Mads Tofte som regel den studerende til at forsøge at få en aftale på jobbet om at gøre uddannelsen færdig og tilpasse arbejdstiden derefter.

»Hvis arbejdsgiveren ikke er til at tale med om det, er det heller ikke en leder, der har sine ansattes bedste i tankerne,« siger Mads Tofte. »Jeg går lidt til stålet over for dem, der har fået en dårlig arbejdsgiver, og som har syltet studierne til fordel for jobbet uden at have gjort sig klare tanker om hvorfor.«

Det gavner ingen at få for meget tid

De danske universiteter lever ikke mindst af penge, som staten udbetaler, hver gang en studerende består en eksamen, men Mads Tofte afviser, at hans ansporende mails til de studerende er et forsøg på at hive midler hjem til ITU.

»Det er uhyre vigtigt, at vi ikke giver de studerende en illusion af, at tid er en ubegrænset ressource. Hvis universitetet bare lader dem blive forsinkede, så de kan sidde og skrive det perfekte speciale, gør vi dem en bjørnetjeneste. I det arbejdsliv, der venter dem, er det afgørende at kunne levere kvalitet til tiden

»Og så er det et holdningsspørgsmål. Vi kan ikke være bekendt at lade de studerende sejle i deres egen sø,« siger han. »Jeg tænker ikke på dem som kunder her på stedet, men som medarbejdere, selv om de ikke får løn.«

I alt skriver Mads Tofte personligt til cirka 1.100 af ITU’s studerende. Det er en uges arbejde, anslår han.

»Blandt de mange opgaver, der hører til mit job, synes jeg, det er en af de mere meningsfulde.«

chz@adm.ku.dk

Seneste