Uniavisen
Uafhængig af ledelsen

Politik

Helmuth Nyborg kræver akademisk modangreb

NYHEDSOVERBLIK TORSDAG - Helmuth Nyborg kræver akademisk modangreb på venstreorienterede nu - EL kræver svar på boligmangel i København - Julian Assange og voldtægten af retsstaten - 250 FA-kolleger klar til KU’s sommerfest fredag - Vismand advarer mod kapitalpensionstrick.

Helmuth Nyborg: Tid til akademisk modangreb på venstreorienterede dekaner, institutledere, rektorer m.fl.

De venstreorienterede har ifølge Helmuth Nyborg, professor i udviklingspsykologi ved Aarhus Universitet, infiltreret de danske universiteter siden 1960erne, skriver han i Opinion i Jyllands-Posten. I dag findes der egentlige akademiske tæskehold af venstreorienterede kulturrelativister, der forfølger adfærdsgenetikere, og Nyborg opfordrer nu alle neutrale kolleger til at gå til modangreb på rektorer, dekaner, institutledere og den dominerende, venstreorienterede politiske korrekthedsjunta, der korrumperer universiteterne.

EL kræver svar om boligmangel i København

På aftenens møde i Københavns Borgerrepræsentation har Enhedslisten (EL) indkaldt Frank Jensen (S) til et samråd for at få ham til at svare på, hvad han vil gøre for de 9.500 studerende, der mangler et sted at bo i hovedstaden. Bjarke Lindemann Jepsen, Studenterrådets formand på Københavns Universitet (KU), håber, at Frank Jensen rent faktisk vil gøre noget. Det står i avisen Arbejderen, side 3, torsdag 23. august 2012. Universitetsavisen.dk skriver i dag netop om Københavns Kommunes manglende byggeri af studenterboliger.

Julian Assange og voldtægten af retsstaten

Lars Östman, filosof og ph.d.-studerende på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på KU, skriver i et Indspark i Berlingske i dag, at den svenske retsstat har haft så mange lækager i sin håndtering af Julian Assange, at han nu stoler mere på retssystemet i Ecuador. Lars Östman beskriver sagens tumultariske udvikling i Sverige og undrer sig over, at den ene af de to kvinder, der siger, hun er blevet voldtaget af Julian Assange, boede sammen med ham syv dage efter voldtægten. Berlingske, 1. sektion side 26, torsdag 23. august 2012.

250 FA-kolleger klar til KU’s sommerfest fredag

Praktisk fodtøj og praktisk tøj i forhold til vejret er en god ide til sommerfesten i Lindegården på KU i morgen, skriver Nyheder på KU’s intranet. Der er allerede nu en ‘garanti’ for at møde de mindst 250 gode FA-kolleger, der har meldt sig til.

Vismand advarer mod kapitalpensionstrick

Regeringens trick med at fremrykke skat på kapitalpensioner er lige lovlig smart og risikerer at skade dansk økonomi på længere sigt, vurderer økonomisk overvismand og professor ved KU Hans Jørgen Whitta-Jacobsen. Berlingske Business side 11, torsdag 23. august 2012.

# Skriv kommentar
Del

Deltag i debatten

Seneste