Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Udland

Her er de gratis idéer, der er bedre end dine egne

Fra det højpandede til spaghettisovs og dansk arkitektvisdom. TED.com rummer et uudtømmeligt arkiv af idéer fra engagerede mennesker, der brænder for det de laver. Idéer, der skal spredes

Det handler om at sprede de gode idéer. Og ikke så meget andet. Nonprofitorganisationen TED startede i 1984 som en konference inden for områderne teknologi, underholdning og design.

I dag har TED vokset sig stort, og det er umuligt for almindelig dødelige at få plads ved konferencerne, der i stedet streames på nettet. Og her gemmer sig masser af guf!

Timevis af underholdning

Normalt bruger akademikere ikke mange tanker på at spekulere i, hvordan man øger salget af et produkt. Malcolm Gladwell , forfatter til bogen Tipping Point, fortæller historien om Howard Flynn, der blev besat af at tænke på, hvordan den perfekte tomatsauce smager.

Historien er berømt, så berømt, at du måske allerede har hørt om den. Ikke desto mindre er den så fascinerende, at den sagtens tåler et gensyn. Dertil kommer Malcolm Gladwells imponerende mikrofonskåner af en mega-afro. En frisure, der er en video værd i sig selv.

Siden indeholder også et dansk islæt ved arkitekturens svar på en alkymist, Bjarne Ingels. Eventyrfortællingen fra de dybe kroge af Ingels kringlede hjerne er ekstremt underholdende. Han fortæller lidenskabeligt om, hvordan arkitekturprojekter opstår og udvikler sig. Se hvordan et taberforslag fra en svensk arkitektkonkurrence – skaleret tre gange op i størrelse – bliver til Peoples Building i Shanghai, Kina.

Klip af høj kvalitet

Det er en nydelse at klikke rundt mellem de mange klip på TED.com. Siden er overskuelig, klippene er krystalklare, og på nogle klip er det oven i købet muligt at få undertekster på. Samtidig er de karismatiske talere, der med stor lidenskab tegner og fortæller, kravler rundt og springer op i sig selv utroligt medrivende. Se blot på dirigenten Benjamin Zander.

Elsker du ikke allerede klassisk musik, så kan Benjamin Zander lære dig at blive en bedre elsker. Med sin ekstremt engagerede stil og søgen efter strålende øjne (du forstår, hvis du ser klippet) er man tryllebundet, selv hvis bilradioen normalt står på The Voice, og klassisk musik er noget, der står på den fjerneste hylde i musikbutikken.

TED.com er en guldgrube. Man kan bruge time efter time på at se de mest fantastiske klip. Fælles for dem alle er, at de er gennemsyret af lidenskab og en idé, som afsenderen synes er så fantastisk, at den skal spredes til alle.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste