Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Her er den nye dekan på Science

NY LEDER - Højenergifysikeren John Renner Hansen skal være dekan på det nys fusionerede Natur- og Biovidenskabelige Fakultet.

KU brugte 198.623 kroner på at indrykke jobannoncer for stillingen som naturvidenskabelig dekan – men universitetet endte med at vælge en erfaren insider.

Det er nuværende institutleder på Niels Bohr Instituttet John Renner Hansen, der de næste fem år skal lede naturvidenskabsfolkene på Københavns Universitet.

Erfaren mand i ny butik

Det netop sammenfusionerede Natur- og Biovidenskabelige Fakultet – Science – står for en meget stor luns af KU’s samlede aktiviteter med en omsætning på 2,5 mia. kroner, 9.000 studerende og 3.400 ansatte. Ansættelsesudvalget og rektor har lagt vægt på at få en erfaren person til at styre denne juggernaut.

»I et stærkt ansøgerfelt med flere kvalificerede eksterne og interne ansøgere har indstillingsudvalget lagt vægt på at få en erfaren universitetsleder i front for det ny storfakultet. John Renner Hansens vigtigste opgave som dekan bliver at skabe et nyt fakultet, hvor det bedste fra de sammenlagte enheder fremmes og der skabes en fælles retning på fakultetet,« siger rektor Ralf Hemmingsen ifølge nyheder.ku.dk.

Med en fortid som gymnasielærer har John Renner Hansen (f. 1953) ikke fulgt den traditionelle vej ind i forskerverdenen, oplyser KU. Men i sin lange karriere har han, som man kan forvente af en leder på et stort universitet, opbygget et omfattende cv med et væld af ærefulde og spændende poster.

chz@adm.ku.dk

Seneste