Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
HAPPENING - I dag indtager vrede, men velmenende, studerende rådhuspladsen. De flytter simpelthen ind. Kun i tre småkolde timer hen over middag, men i de tre timer vil de fra deres iglotelte uddele selvproducerede hjemløseaviser, i protest mod manglende studieboliger i Københavns Kommune
Tårnhøj husleje, forfaldne kollegier og ventelister så lange, at man kan være færdiguddannet, ansat og fyret, før man får mulighed for at tumle sig i en bolig på 12 kvadratmeter.
Det er den slags forhold, der har fået Danske Studerendes Fællesråd og Studenterrådet på Københavns Universitet til at arrangere dagens bolighappening, som med et skævt smil viser fremtidens skrækscenarium: en teltlejr for hjemløse studerende.
Deltagerne vil uddele De studerendes hjemløseavis, som fortæller, hvor nødvendigt det er, hurtigt at sætte ind for at løse problemerne, og som giver bud på, hvad der bør gøres, for at undgå, at studerende må bosætte sig på rådhuspladsen i småbitte stofhuse. Til gene for panfløjtespillere, junkier, turister med retning mod Tivoli, nå ja, og rigtige hjemløse.
De vil som optakt til kommunalvalget den 17. november ruske i både politikere og sløve studerende, for at minde dem alle om, at det er nu der skal gøres noget for at forhindre en decideret ungdomsboligkrise.
Politikerne har magten, og stemmer man på dem, der taler ens sag, har man den også selv, siger de.
Da Universitetsavisen for nylig mødte overborgmesterfavorit Frank Jensen ville han ikke love billige boliger til studerende. Der bliver bygget nyt, siger han, men ikke til under 3.000 kroner for et værelse. Noget tyder altså på, at det haster, hvis de studerende vil sætte en anden dagsorden inden valget 17. november.
Hvis du vil se nærmere på sagen, kan du tilmelde dig facebookgruppen UNGDOMSBOLIGER.NU her.
Eller se mere på www.ungdomsboliger.nu.
Hvornår: I dag kl 14-17
Hvor: Rådhuspladsen i København