Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
De homoseksuelle var i flertal både blandt politikerne og publikum da BLUS i går holdt vælgermøde i Studenterhuset
På Københavns rådhus har man et udvalg der kaldes drama queen-udvalget, og hvor borgmester Klaus Bondam (RV) sidder i spidsen.
Det fortalte Morten Kabell fra Enhedslisten – der for øvrigt selv er homoseksuel – til et vælgermøde afholdt af BLUS, de homo-, bi-, og transseksuelles forening på Københavns Universitet.
Sammen med resten af partierne var han inviteret til Studenterhuset for at diskutere homo-relaterede emner op til kommunalvalget den 17. november.
Et af de emner som især blev diskuteret var overfald på homoseksuelle, de såkaldte hate crimes.
»Det er et stort problem, når ofrene i fire procent af alle overfald i København, mener, at overfaldet skyldtes deres seksualitet«, sagde Iben Wiene Rathje fra SF.
Kandidaterne fra alle partier var enige om, at ordensmagten skal mere på banen.
»Vi har sagt over for politiet, at det her skal I tage alvorligt«, lød det fra Socialdemokraternes beskæftigelses- og integrationsborgmester Jakob Hougaard.
Han blev bakket op af Venstres kulturborgmester Pia Allerslev:
»De idioter der løber rundt og laver hate crimes, dem skal der slås hårdt ned på,« lød det fra Venstres spidskandidat.
Dansk Folkepartis kandidat Carl Christian Ebbesen mente, at det især er muslimer, som ikke accepterer homoseksualitet. Derfor vil han forbyde byggeriet af en stormoske i København.
»Jeg har endnu ikke hørt nogen troende muslim sige, at de accepterer homoseksuelle,« sagde Carl Christian Ebbesen. »Det er det mørkeste af Islam der går ind for en sådan moske.«
Her blev dog afbrudt af en ung mand blandt publikum, der rejste sig op:
»Jeg er homo og jeg er muslim«, råbte manden, men det fik ikke DF’eren til at ændre holdning til moskebyggeriet.
Til gengæld ville alle kandidaterne gerne have et homo-kulturhus til byen. Blandt dem den radikale teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam.
»De Radikale har stået i spidsen for LGBTQ-området lesbiske, bøsser, biseksuelle, queers og transseksuelle, red.) fra starten, og vi vil også meget gerne støtte sådan et hus,« sagde Klaus Bondam.
Den konservative Karsten Skawbo-Jensen mente dog at et homo-kulturhus skal det være drevet af det private initiativ. Ikke af kommunen.
»Det at være mindretal behøves ikke at være det samme som at have et sugerør ned i den offentlige kasse,« sagde han.
Sidste kandidat var Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance. Han glædede sig over den store enighed på rådhuset når det kom til homo-spørgsmålene.
»Jeg ville ønske at der var en rotationsordning så Christiansborg-politikerne kunne komme ind og sidde på Københavns rådhus. Så bliver de åbenbart ret progressive.«
Valgaftenen 3. november i Studenterhuset blev afholdt af BLUS i samarbejde med Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske.