Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Hum-dekan: Først fokus på forskningen og undervisningen. Slagsmålet om regningen tager vi senere

KUA-KAOS – Det Humanistiske Fakultets dekan Ulf Hedetoft er frustreret over at indflytningen på KUA 2 er blevet udskudt. Lige nu er fokus på at sikre kvaliteten af forskningen og undervisningen det næste semester. På den baggrund mener han, at flytningen kun kan foregå midt i eller efter det kommende semester.

Havde det Humanistiske Fakultets dekan regnet med, at hans sidste arbejdsdag inden juleferien skulle gå med lidt oprydning, gløgg og nytårsønsker, tog han fejl.

For med udskydelsen af ibrugtagelsen af KUA 2, står Ulf Hedetoft i spidsen for et fakultet hvor tusinder af studerende og hundredvis af ansatte det kommende semester vil befinde sig i et massivt flytterod.

»Det er indlysende at jeg ærgerlig og frustreret. Særligt fordi udmeldingen er kommet så tæt op mod jul, at det er meget svært at reagere proaktivt,« siger dekanen og fortsætter:

»Vi har jo kunnet følge byggeriets udvikling, og vi har haft bange anelser et stykke tid. Vi har kunnet se, at det ikke var småting, det drejede sig om om. I bygning 16 og enkelte andre steder mangler der for eksempel 2400 kvadratmeter linoleum på gulvene.«

Kun to flyttemuligheder

»Lige nu arbejder vi først og fremmest med ’damage control’. Vigtigst bliver det at sikre vores kerneydelser – forskningen og undervisningen. Det betyder blandt andet, at vi skal i gang med at finde ud af, hvordan vi gennemfører den kommende flytning så smidigt, at den influerer mindst muligt på de studerende og forskernes semester,« siger Ulf Hedetoft.

Ifølge dekanen betyder det, at de forsvarlige flyttetidspunkter begrænser sig til to – forudsat at KUA2 ellers står indflytningsklart.

»Det må enten være i midten af semestret eller til sommer.«

Der kommer en regning

Ulf Hedetofts erkender, at forsinkelsen af ibrugtagningen af KUA2 vil betyde ekstraudgifter, der ikke alene tæller omkostninger i relation til den aflyste flytning og prisen på en ny, men også udgifterne i forbindelse med de mange, mange arbejdstimer, der ligger bag to koordinerings- og planlægningsprocesser.

Hvor stort et beløb merudgifterne vil udgøre, ser dekanen sig ikke i stand til at vurdere. Men han ligger ikke skjul på, at det er et bekosteligt projekt.

»Omkostningerne i forbindelse med den planlagte flytning – med alt hvad en sådan kræver – har vi vurderet til i nærheden af 40 millioner,« siger Ulf Hedetoft.

Altså vil forsinkelserne betyde et krav om økonomisk kompensation?

»Det er noget der må vurderes i samarbejde mellem Humaniora og universitetets ledelse. Men konkret vil vi holde øje med den kommende tids ekstraudgifter. Og på et tidspunkt må vi forholde os til den regning.«

Seneste