Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
NYHEDSOVERBLIK TIRSDAG - Humanister er blevet bedre til at finde arbejde - Historisk dårligt halvår for Helle Thorning - Lægens ord er volapyk.
Humanistiske kandidater er op gennem 00’erne blevet bedre til at få job, viser en analyse fra tænketanken DEA. Humanistiske dimittender er i perioden 2002-2009 gået fra 87 procents beskæftigelse til 90 procent inden for et år efter endt uddannelse, og det er helt som forventet, udtaler Ulf Hedetoft, dekan for det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet (KU), til Berlingske.
Ingen anden regering i Danmarkshistorien har klaret sig så dårligt som Helle Thornings, vurderet på meningsmålinger for regeringens første halve års levetid. Lars Hovbakke Sørensen, ekstern lektor ved KU, foreslår i en kronik i Berlingske, at årsagen kan være en ‘rød regering’, der fører højreorienteret politik på områder, hvor danskerne er forholdsvist venstreorienterede og omvendt fører venstreorienteret politik på områder, hvor danskerne er forholdsvist højreorienterede.
Mange danskere har svært ved at forstå den information, der kommer fra sundhedsvæsnet, viser en ny undersøgelse, der netop er udkommet i Ugeskrift for Læger. Hanne Thorsen, associeret forsker ved Institut for Folkesundhed på KU, siger til Berlingske, at problemet primært ligger hos lægerne, og hun foreslår, at der nedsættes et panel, som skal vurdere, om skrivelser fra sundhedsvæsenet og indlægssedler i æsker med medicin på er for svære at forstå.