Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
KLUMME - Meget tyder på, at den reform der skulle få de studerende hurtigere igennem uddannelsessystemet, ender med at blive en regulær ’smid- ud-reform’. For hvis regeringens SU-reform ikke forhindrer dit uddannelsesforløb, så er universitetet ved at lave endnu strammere krav.
I vinter var tusinder af studerende på gaden for at protestere mod regeringens SU-reform. Nu er vi for alvor begyndt at opleve de virkelige konsekvenser af reformen. Ministeriet presser på for at få de studerende igennem så hurtigt som muligt. Det gør de både ved at at fjerne SU’en, hvis du er mere end 30 ECTS-point forsinket og ved at pålægge universitetet at tvangstilmelde alle studerende både eksamen og reeksamen for 30 ECTS point hvert semester.
Der er ingen tvivl om, at konsekvenserne er uoverskuelige for mange af os, når det at dumpe et fag pludselig betyder, at man skal indhente det ved at læse overnormeret semestret efter – samtidig med at man trues på sin SU.
Samtidig har ministeriet som et led i reformen udlovet en bonus til de universiteter, der får deres studerende hurtigt igennem. For at KU kan score bonussen på knapt 350 millioner, skal vi studerende skære vores studietid ned med i gennemsnit 7,6 måneder. Udsigten til denne bonus har vist fået universitetets ledelse til at glemme alt om uddannelseskvalitet.
Lige nu behandler KU sit bud på, hvordan man kan implementere reformen og nedsætte den gennemsnitlige studietid. På Humaniora er der allerede vedtaget en maksimal studietid på kandidaten på 2,5 år. På resten af universitetet peger pilen i samme retning: Man vil fastlægge fælles aktivitetskrav på 45 beståede ECTS om året og samtidig begrænse muligheden for orlov på bacheloren og afskaffe den helt på kandidaten.
Folketinget ville have vedtaget en hurtigere-igennem-reform. Hvis Københavns Universitet fortsætter som der lige nu er lagt op til, er der risiko for, at det hele ender i en smid ud-reform.
Så kære universitet. Vil I ikke nok sige fra overfor Morten Østergaards dårlige ideer, der tydeligvis ikke har den gode uddannelse som mål? Så vil vi gerne være med til at sikre, at vi studerende kommer godt igennem kvalitetsuddannelser med mulighed for at specialisere os.
Hvis du vil vide mere om reformen, og hvordan du kan være med til at få indflydelse på den, så læs mere på http://srku.dk/hurtigere-ud-reformen/
uni-avis@adm.ku.dk