Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Hvad skal vi skrive om næste semester?

UNIVERSITETETS AVIS – Tip os om det kommende studieårs vigtigste historier og emner.

Sommerferien står for døren. Den ser vi frem til! Men vi glæder os også allerede til et nyt semester fyldt med gode, sjove, vigtige og dagsordenssættende historier. Og dem håber vi, I vil hjælpe os med at finde.

Med andre ord: Hvad er det dér – på såvel godt som ondt – fylder din hverdag på Københavns Universitet som studerende, medarbejder eller forsker: Hvordan påvirker universitetsledelsens beslutninger dig? Hvem laver den mest spændende forskning netop nu? Og hvad begejstrer og frustrerer dig og dine medstuderende? Intet emne er for smalt eller bredt.

Derfor: Tager du – mens du sommerselvtilfreds og bøllehatbærende står i jordbærbedet og misser mod solen – dig selv i at tænke, »hvorfor har Uniavisen aldrig skrevet om dét,« så lad det ikke blive ved tanken. Send os en mail på uni-avis@adm.ku.dk eller skriv dit forslag i kommentarfeltet nedenfor.

Boligmangel og KU-service på dagsordenen

To af de emner, vi allerede nu ved vil kaste os over, når vi vender tilbage i slutningen af juli, er studenterboligsituationen i København og serviceniveauet på KU.

Der bliver færre og færre billige, københavnske lejeboliger samtidig med, at der kommer flere og flere studerende til hovedstaden. Vi stiller derfor skarpt på, hvordan det påvirker KU’erne studietilværelser. Har du gode råd, fundet en interessant løsning på problemet eller synes du, vi overser perspektiver og nuancer i forhold problemstillingen, så tip os.

I juni måned vakte en kronik om dårlig service på KU stor debat. For det viste sig at være et problem, som som rigtig mange KU’ere kender til, og som vi derfor vil dykke længere ned i. Del dine oplevelser med Uniavisen og kom med forslag til, hvilke spørgsmål vi skal stille de ansvarlige? Og hvad siger de administrative ansatte? Hvad er jeres perspektiv på kritikken?

Vi glæder os til at høre fra jer. Rigtig god sommer!

Uni-avis@adm.ku.dk

Seneste