Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
UNDSKYLD! - Uniavisen lagde i tirsdags KU's mailserver ned, da vi ved en fejl sendte op mod 30 mails ud til alle på KU. Det var ingen virus, ingen brist i mailsystemet. Det var os, og vi beklager dybt. Her er forklaringen på, hvad der skete.
Tirsdag den 11/10 kl. 14.40 – i forbindelse med udsendelsen af vores engelske nyhedsbrev fra University Post – begik vi to brølere:
1) Vi videresendte en ‘unsubscribe’-mail, der var sendt til vores mailingliste, til samtlige ansatte og studerende. Og 2) vi videresendte umiddelbart efter også 30 svar på den første mail, som KU-ansatte og studerede nåede at sende til mailinglisten i den tro, at de skrev direkte til afsenderen.
Fejlen var dum og helt og holdent vores: Vi trykkede på en forkert knap. Flere gange.
Vi blev opmærksomme på fejlen onsdag morgen, da en strøm af frustrerede mails tikkede ind, og telefonerne begyndte at kime. Omkring kl. 10 havde vi med KU’s hjælp fundet ud af, hvad der var gået galt: Der var ikke tale om en virus. Der var heller ikke tale om en fejl i mailsystemet, som pludselig gjorde, at alle svar på den første mail automatisk blev sendt videre. Det var os, der manuelt havde sendt de 30 mails videre i tidsrummet 14.40 til 15.30 dagen før.
Vi udsendte straks en nyhedsmail, der forklarede, at problemet var identificeret, inddæmmet og løst.
Og her bliver det speget og ironisk: Vores videresendte unsubscribe-mails havde nemlig belastet mailserveren godt og grundigt, og den puklede sig gennem opgaven ved at aflevere de 30 videresendte mails én ad gangen i folks indbakke, med flere timers mellemrum, som kinesisk vandtortur.
Så mens strømmen af mails i realiteten var stoppet tirsdag kl. 15.30, så det for alle ud som om en mailstorm af dimensioner var i gang og ude af kontrol.
Vores nyhedsbrev, der forklarede sagens sammenhæng, lå bagest i mailkøen. Og KU kunne ikke stoppe den kinesiske vandtortur uden at slette alle andre mails, der blev sendt ud gennem systemet.
Imens svarede vi på telefoner og mails fra hjælpsomme, undrende og utilfredse KU’ere. Om aftenen gik det op for os, at 1) vores forklaringsmail ikke kom ud foreløbig, og 2) at vi langt fra var de eneste, der blev kimet ned. IT-supporten i fællesadministrationen og på fakulteterne stod forrest i skudlinjen, og vi informerede nu dem – alt for sent – om situationen, så de kunne give den betryggende besked videre: ‘Problemet er løst, omend de irriterende mails kan dryppe ind i din indbakke et stykke tid endnu’.
Torsdag formiddag lykkedes det KU at stoppe de resterende, drypvise udsendinger, da cirka 10 vandtortur-mails endnu ikke var blevet leveret.
Vi undskylder over for alle KU’s studerende og ansatte, der har modtaget strømmen af uvedkommende mails. Vi undskylder dybt over for de ansatte og studerende, hvis mails blev sendt videre – og for de KU-medarbejdere i IT-afdelingerne, der blev bestormet af opkald og mails og måtte hjælpe os med at rydde op.
Samtidig siger vi også tak til alle dem, der hjalp os med at rydde op – og de hundredevis, der har kontaktet os for at fortælle os, at vi havde et problem.
Vi vil nu vende tilbage til vores normale arbejde på Uniavisen og University Post: At binde KU’s befolkning sammen på tværs af afdelinger, institutter og fakulteter med åben debat og uafhængig journalistik, ikke med mail-fadæser.
Med venlig hilsen
Dennis Christiansen
Ansvarshavende redaktør
dennis.christiansen@adm.ku.dk