Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

»Hvis ikke jeg kommer ind, skriver jeg min bog færdig«

OPTAG - Ved midnat stod Shosha Raymond ved en skillevej. Skulle hun begynde på Litteraturvidenskab eller skrive sin bog færdig?

I bilen på vej hjem fra Skagen sidder Shosha Raymond og tænker på hvordan hendes fremtid mon vil se ud, når klokken fredag aften runder midnat.

Den 22-årige forfatterspire venter som mere end 7000 andre unge på at få svar fra Københavns Universitet, og i Shoshas tilfælde er det udsigten til fem års studier på Litteraturvidenskab, der er på spil.

I ugen op til afgørelsens time har Shosha været på skriveophold i Skagen. Her har hun arbejdet på sin debutroman, der skal udgives på Forlaget Gladiator når den engang er færdig. Og over telefonen på vej hjem fra Skagen fortæller Shosha at det ikke har været nemt at skrive løs, når et snarligt svar fra drømmestudiet lurer rundt om hjørnet.

»Ultimativt set vil jeg helst bare leve af at skrive.«

»Det er pisse hårdt at skrive en bog, og det bliver ikke nemmere af at den her afgørelse nærmer sig,« siger hun over telefonen.

Vi taler lidt videre om forfatterdrømmene, for det er den vej Shosha allerhelst vil gå, fortæller hun.

»Ultimativt set vil jeg helst bare leve af at skrive. Men jeg vil også gerne dygtiggøre mig, og Litteraturvidenskab er vel det der ligger tættest på min drøm om at blive forfatter. Universitetet handler for mig ikke så meget om at blive klar til et job bagefter, men mere om at fordybe sig og få et fagligt fællesskab omkring noget der interesserer mig.«

»Studiet er der også om et år eller to«

Inden ansøgningen til Litteraturvidenskab blev sendt afsted har Shosha haft tre sabbatår efter gymnasiet. Det har givet hende et væld af oplevelser hun ikke ville være foruden, men også betydet at den eftertragtede ’gange-regel’, hvor man i op til to år efter gymnasieafslutningen må gange sit gennemsnit med 1.08, er frafaldet.

Derfor har Shosha Raymond søgt ind via kvote 2.

»Det ærgrer mig slet ikke, at jeg har haft tre sabbatår. For jeg har oplevet enormt mange spændende ting, rejst en masse, været på højskole og boet otte måneder på landbrugskollektivet Svanholm.

Og så har jeg været i gang med min bog i et godt stykke tid nu, og den vil jeg kunne skrive med et studie ved siden af. Så jeg har bestemt ikke gået og længtes efter at komme på universitetet,« siger Shosha.

Hendes bog handler om en utilpasset ung københavner, der i løbet af historien får flere af livets skyggesider at se. Måske er det udsigten og spændingen til at udgive sin debutroman der gør, at hun i det hele taget ikke virker så nervøs som man kunne forestille sig.

»Jeg er spændt, men jeg ved også, at studiet ligger der om et år eller to, så hvis det ikke bliver i denne omgang er det også okay. Men altså, jeg har jo lagt kræfter og tid i den kvote 2-ansøgning og sat mig ind i studiet; derfor er jeg også ret afklaret med, at det skal være Litteraturvidenskab, og jeg har heller ikke søgt andet end det,« siger Shosha.

Er du slet ikke nervøs?

Selvom hendes verden tilsyneladende ikke falder sammen ved et afslag må skribenten dog alligevel prikke til den ophøjede ro – for er hun, hånden på hjertet, slet ikke nervøs?

»Det ville da ærgre mig hvis der dumper et nej ind til midnat, men hey, så får jeg da tid til at skrive min bog færdig,« griner hun.

Men hvad så med vennerne, de fede forelæsninger og alt det der med at dygtiggøre sig?

»Nogle gange kigger jeg da på mine uni-venner og tænker, at mit liv ser meget anderledes ud.«

»På et eller andet tidspunkt vil jeg på universitetet, men om det bliver om et år eller nu bekymrer ikke vildt meget. Det skal nok komme,« siger hun og holder en lille pause.

»Nogle gange kigger jeg da på mine uni-venner og tænker, at mit liv ser meget anderledes ud. De lærer en masse, har struktur på hverdagen og får nye venner. ”Det vil jeg også have,” tænker jeg ind i mellem.«

Orlov coming up

Faktisk tager Shosha den på vej hjem i bilen fra Skagen så meget med ro, at hun undervejs i samtalen lufter en sætning, der nok ikke vil gøre de fremdriftsivrige Christiansborg-politikere glade: orlov.

»Jeg har faktisk tænkt på, at jeg bliver nødt til at søge om orlov ret tidligt i studiet, måske allerede kort tid efter jeg er begyndt,« siger hun.

Hendes bog er begyndt at fylde mere og mere i hverdagen, og en forlagskontrakt samt udsigten til at få se sit eget navn på en roman vækker større begejstring end læsning og opgaveskrivning.

»Litteraturvidenskab er klart noget for mig, men jeg skal altså bare liiige skrive det her færdigt først,« griner hun.

Men hvorfor denne længsel efter universitetets tykke mure for en forfatterspire, der allerede har landet sin første bogkontrakt? Universitetet er jo teori, ikke praksis, påpeger skribenten.

»Det er jo fordi jeg elsker litteratur og gerne vil lære og læse en masse nye ting. Jeg ved godt, at det ikke nødvendigvis vil gøre mig til en god forfatter, men om ikke andet får jeg forhåbentlig en masse ny inspiration. Hvis jeg altså kommer ind!«

Mens telefonforbindelsen på de jyske motorveje så småt bliver ringere, aftaler vi at snakkes ved når eftermiddag er blevet til aften og klokken nærmer sig midnat, og de 18.427 KU-ansøgere finder ud af, om de skal begynde på universitetet til september.

»Øv, jeg kom ikke ind«

Klokken 00:17 ringer telefonen, og Shoshas navn står på displayet.

Kom du ind?

Et lille suk i den anden ende af røret: »Nej, desværre,« siger Shosha.

»Men det er altså okay. Selvfølgelig er jeg skuffet, men der er også gode ting ved det. Tidligere talte vi jo om, at jeg måske blev nødt til at søge orlov inden jeg for alvor kom igang – nu har jeg tiden til at få skrevet en masse,« fortsætter hun.

Vi taler lidt om, hvordan man tackler en afvisning på drømmestudiet. Shosha er ærgerlig, siger hun, men afklaret og ikke ked af det.

»Lige nu tager jeg mig en god nats søvn, for jeg er simpelthen så udmattet. Og hey, som sagt forsvinder studiet ikke, jeg må bare søge igen næste år,« afslutter Shosha.

Læs mere om optag og få et overblik over adgangskvotienterne
her.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste