Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Inddragelse — KU’s ledelse har vedtaget en ny studieårsstruktur, som studienævnene skal føre ud i livet. Alligevel blev vi hverken hørt eller orienteret. Vi måtte læse om beslutningen i Uniavisen.
Vi sidder til studienævnsmøde i en renoveringspræget bygning på Landbohøjskolen og kaffen går på omgang, mens vi gør os klar til at bruge en fredag eftermiddag på at behandle ændringer i de studieordninger, der hører under vores nævn.
Debatindlæg
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
I stedet kommer mødet til at handle om, at universitetsledelsen den 19. august har vedtaget, at undervisningblokkene på SCIENCE skal kortes ned fra otte til syv uger.
Ændringerne bliver vi kun opmærksomme på, fordi Uniavisens tilfældigvis har udgivet en artikel om ændringerne samme dag.
I artiklen lyder det fra ledelsen, at beslutningen er truffet, så de studerende på SCIENCE nemt kan vælge kurser fra andre fakulteter, idet blokstrukturen kommer til at passe med semesterstrukturen.
Den nye struktur kommer dog til at medføre, at otte ugers pensum skal presses ned på syv uger – eller at vi bliver 12,5 procent dummere. Det resulterer også i, at mellemugerne ryger – uger, der ellers nemt fyldes med reeksamener eller en pause fra den tætpakkede blokstruktur.
Ifølge artiklen forventer prodekan for uddannelse på SCIENCE, Andreas de Neergaard, at nogle kursusansvarlige vil se sig nødsaget til at ændre i læringsmål på kurserne for at kunne få pensum til at passe. Det er vel at mærke ændringer, som studienævnene skal være med til at godkende.
Studienævnenes rolle på KU er blandt andet at kvalitetssikre uddannelserne og sikre deres faglige progression. Det indebærer også at behandle kursusbeskrivelser.
Når den nye struktur skal gennemføres, ender vi derfor med enten at føje ledelsen og godkende de ændrede kursusbeskrivelser eller sætte en kæp i hjulet og afvise dem. Og vælger vi det sidste, vil ændringerne så blive trumfet igennem alligevel?
Hvem har efterspurgt disse ændringer?
Vi finder det yderst beklageligt, at vi hverken er blevet spurgt til råds eller orienteret om planen, når vi kommer til at have en central rolle i gennemførelsen. Tværtimod måtte vi læse om det i Uniavisen.
Konsekvenserne af den nye struktur kommer vi også til at mærke, når vi skal behandle ringere studieordninger og dispensationer fra studerende, der risikerer at have undervisning oven i en reeksamen.
Når beslutninger som denne træffes hen over hovedet på studienævnene og Akademisk råd, så fratager det os reelt muligheden for at kvalitetssikre uddannelserne.
Og nu, hvor KU-valget står for døren, melder spørgsmålet sig: hvorfor stiller vi studerende overhovedet op til studienævnene, når vi alligevel ikke bliver inddraget i beslutninger, der netop påvirker vores arbejde?
Når vi i de demokratisk valgte nævn ikke bliver spurgt til råds, vil vi gerne spørge i stedet:
Hvem har efterspurgt disse ændringer?
For os ligner det en spareøvelse, der sker under påskud af at ville gøre det lettere for studerende at være tværfaglige. Uanset hensigten ender vi studerende som taberne, der får en dårligere uddannelse.
Medunderskriverene på debatindlægget er:
De studerende fra Studienævnet fra Det Biologiske Område (SNBO)
De studerende fra Studienævnet for Matematik og Datalogi (SNMD)
De studerende fra Studienævnet for Naturressourcer, Miljø og Husdyr (SNNMH)