Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
Med oprettelsen af Den Internationale Straffedomstol har vi taget et stort skridt ind i ny verden, hvor idealet om global retfærdighed ikke kan inddæmmes af nationale grænser. KU havde mandag besøg af chefanklager, Luis Moreno-Ocampo.
I 2009 udstedte Den Internationale Straffedomstol en arrestordre på Sudans præsident Omar al-Bashir. Det var første gang i domstolens nu tolvårige historie, at et siddende statsoverhoved blev anklaget for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Det var også et stort skridt ind i en verden, hvor udmøntningen af et ideal om global retfærdighed ikke lader sig begrænse af nationale grænser.
»For 40 år siden tog diplomater til Argentina og andre steder og bad diktatorer stoppe med at slå ihjel. I dag tager man til Sudan og kræver, at præsidenten skal arresteres,« siger Luis Moreno-Ocampo, chefanklager i ICC, da han mandag er på besøg på Det Juridiske Fakultet på KU, hvor han taler for en fyldt Alexandersal.
Det kræver idealisme ind til knoglerne at stå i spidsen for en organisation som ICC. Ikke nok med, at selve idéen om en supernational domstol er stærkt idealistisk. Man skal også kunne skuldre det faktum, at ens anstrengelser kun sjældent udmønter sig i en reel dom.
Således har Omar al-Bashir, og andre eftersøgte krigsforbrydere, absolut ingen intentioner om at melde sig selv, og er stadig »på flugt,« som det hedder sig.
Den argentinske chefanklagers forelæsning runger da også af idealisme – på perfekt engelsk med dyb, rullende, argentinsk diktion – og han lader til at befinde sig godt med at være på vej mod en større retfærdighed, også selv om den ligger langt ude i fremtiden.
De unge tilhøreres generation er globaliseret, mener Moreno-Ocampo, i modsætning til hans egen, der stadig er forankret i en nationalstatstænkning. ICC’s opgave er at forbinde disse to paradigmer, forklarer han.
I denne proces går Danmark, Holland, men også et land som Costa Rica, forrest. Det har de deres egne årsager til at gøre, siger Moreno-Ocampo, men det gør ham ikke mindre begejstret for at være på besøg i København.
»Danmark forstår nødvendigheden af at have en international lovgivning, som skal overholdes. Det er primært fordi Danmark er for lille til at kunne forsvare sig selv. Modsat USA, som bryder international lov, hvis de finder det nødvendigt.«
Luis Moreno-Ocampo gennemgår ICC’s forbryderalbum i et powerpointshow. ICC efterforsker i øjeblikket sager i Demokratiske Republik Congo, Uganda, Den Centralafrikanske Republik og i Darfur, Sudan. Nogle af de personer, der står anklaget i disse sager, udgør store etiske dilemmaer.
Som rebellen Dominic Ongwen fra den ugandiske Lord’s Resistance Army (LRA), der blev kidnappet og gjort til børnesoldat som 10-årig. En baggrund, der ifølge nogle iagttagere ligger bag Ongwens forbrydelser som voksen, og som derfor gør ICC’s anklage mod Ongwen for at være en af de mest ansvarlige for LRA’s krigsforbrydelser, uretfærdig.
En kvinde i salen skriver nu kandidatopgave om netop Ongwen, men formår ikke at få Moreno-Ocampo til at ryste på hånden.
»Det er sandt, at folk som Ongwen er ofre. Men de er også forbrydere, og skal anklages som sådan. Det må være op til Ongwens forsvarer at argumentere for, at hans straf skal nedsættes. Mit mandat er at forsøge at forhindre at forbrydelser, som dem han har begået, sker i fremtiden. Og det gør man ved at gå efter de højest placerede folk, hvilket Ongwen er,« forklarer han.
Også arrestordren på Sudans præsident Omar al-Bashir er kontroversiel, hvor modbydelig han end måtte være. Så længe al-Bashir er eftersøgt for krigsforbrydelser, lyder argumentet, der også kommer her fra en spørger i Alexandersalen, så kommer fredsforhandlingerne i Sudan ingen vegne.
Luis Moreno-Ocampo forstår bekymringen, men der er ikke meget, han kan stille op, siger han.
»Jeg er ikke en fri ånd, jeg har et mandat. Fredsforhandlinger er ude af mine hænder,« siger han, men tilføjer, at han alligevel ikke tror, al-Bashir har viljen til at forhandle. Og i øvrigt er en ordentligt efterforskning, hvor alle forbrydelser kommer for dagens lys, en forudsætning for fred i Sudan, hvor man lider af et Forslåede Kvinder Syndrom, som han kalder det.
»Sudan er for mig et eksempel på, at man har brug for en ny forhandlingsstrategi. I Darfur forhandler man som forslåede kvinder. Man håber på, at volden går væk, hvis man ikke taler om den.«
Luis Moreno-Ocampo, chefanklager ved Den Internationale Straffedomstol. Forelæsning i Alexandersalen på Københavns Universitet, mandag den 4. oktober.
ser@adm.ku.dk