Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

I weekenden går det løs: Forårsfestival 2016

FEST - Først mistede vi den, så fik vi den tilbage, og nu er det nu: Forårsfestival nedskæringsedition.

Først blev den skåret væk, Forårsfestivalen, KU’s store samlende bash for studerende og ansatte, som var et monsterhit i 2014 og 2015.

Men så kom den gode nyhed om genopstandelse – i en lean udgave i Studenterhusets mere intime rammer.

Og nu sker det altså: Der er Forårsfestival på Københavns Universitet i weekenden fredag 20. maj – lørdag 21. maj.

Studenterhuset melder klar

Klaus Peter Nielsen, der er aktivitetskoordinator i Studenterhuset, er oven på situationen, her kort tid før det går løs i Indre By:

»Det skrider godt frem. Og vi er snart helt i mål med forberedelserne. Programmet ligner de senere festivalers mix, denne gang bliver det bare i light versioner, der passer til rammerne.«

»Der bliver masser af musik. Både upcoming bands og mere etablerede artister – i alt cirka 15 navne på tre scener. Og vores gårdhave er blevet både renoveret og overdækket, så den er klar til festen,« siger han.

Von Dü, Kill J og Per Vers er hovednavne

Musikken bliver loud. Et hovednavn i lineuppet er KIll J, en af de mest hypede kvinder på den danske musikscene lige nu. Af gode grunde, siger arrangørerne:

»Hendes You’re Good But I’m Better har sparket døren ind hos musikelskere og -kritikere verden over med sin subtile blanding af iørefaldende hooks, lækker elektronik og nordisk finesse.«

Ud over KIll J glæder Klaus Peter Nielsen sig også til en lokal performance, fortæller han, nemlig FA Allstars’ koncert. FA som i Fællesadministrationen, ja.

Uniavisen glæder sig også til at give den op for de rock’n’rollede kollegaer: specialkonsulenter, it-supportere og økonomimedarbejdere med ‘prominente gæster’.

De går på fredag eftermiddag, hvor arrangørerne håber, at ‘de voksne’ også har lyst til at kigge forbi.

Mon ikke også lørdagens Per Vers vil kunne samle både unge og gamle, når han tager hul på et sæt af både bangers fra bagkataloget og en omgang interaktiv freestyle, hvor publikum inddrages.

Og så er der alt det andet

Ud over musikken vil der være forskellige arrangementer på førstesalen, hvor Studenterrådet har arrangeret specialetalks, og hvor DM Studerende inviterer til pub quiz. Og der er mere til hovedet om lørdagen, hvor der er CPH Science Slam, fortæller Klaus Peter Nielsen.

»Vi skal også have uddelt TAP-prisen, der hædrer det teknisk-administrative personale, som yder en særlig indsats for studerende i hverdagen. De studerende har virkelig taget prisen til sig – der er kommet en del gode indstillinger.«

Endnu en pris skal uddeles, nemlig Aktive Studerendes Pris. Studenterrådet og Carlsbergs Mindelegat uddeler 25.000 kroner til det bedste nye studenterdrevne initiativ på KU.

Og så er der alt det andet, som vi også bør nævne, siger aktivitetskoordinatoren:

»KU’s forårsrevy samler det bedste fra årets studenterrevyer i en greatest hits-parade, og der er tværgående KU-turneringer både i bordfodbold og rytmer i form af KU Band Battle.«

Forårsfestival vs. Smediefest

Eneste kvist malurt i den farverige drink er, at Smediefesten, den årlige traditionsrige fest for studerende på Frederiksberg Campus, falder sammen med forårsfestivalen.

Læs om Smediefesten på Facebook

»Det er vi rigtigt kede af. Det er ærgerligt, når de studerende skal vælge mellem flere gode tilbud. Vi gjorde en stor indsats for at undgå overlap, men det skete desværre,« siger Klaus Peter Nielsen.

Se hele programmet på Facebook. Og husk dit armbånd: KU-kortet.

Sponsorer er Dansk Magisterforening og Carlsberg

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste