Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
NYHEDSOVERBLIK TORSDAG - Information i ledende artikel: Hård kritik af KU og rektor - Slut med at kroniske bakterier kan gemme sig - Tim Knudsen: Pia Kjærsgaard repræsenterer fortidens politiker.
Journalist Lise Richter skriver i en ledende artikel i Information, at ekspertpanelet, der netop har afsluttet sit arbejde med at afdække mulige fejl og snyd i Milena Penkowas forskning, har ret i sin kritik: at Københavns Universitet (KU), herunder rektor Ralf Hemmingsen, har lagt for meget vægt på kvantitet – jo mere der blev produceret jo bedre – i forhold til reel kvalitet i forskningen.
Forskere på Københavns Universitets Institut for International Sundhed, Immunologi og Mikrobiologi har fundet en metode til at afsløre bakterier, der forårsager kroniske infektioner. Det skriver Nyheder.ku.dk. Opdagelsen er også beskrevet i tidsskriftet E Health News 8. august 2012 samt i tidsskriftet Infection and Immunity.
Til en analyse i Kristeligt Dagblad siger Tim Knudsen, Institut for Statskundskab, at Pia Kjærsgaard, selv om hun havde et formidabelt instinkt for vælgerstemninger og værdipolitik, var begrænset hvad angår udenrigspolitik, EU og samfundsøkonomi, og derfor repræsenterer fortidens politiker. Kjærsgaard var god til at samle vælgerne, og selv om hendes efterfølger, Kristian Thulesen Dahl, er en fremragende forhandler med et stærkt analytisk blik og er mere nutidig i sin facon, så er spørgsmålet, om han er lige så god til at samle vælgere som sin forgænger.