Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Ingen adgang til dekanatet på Humaniora

BLOKADE – Studerende har blokeret adgangen til dekanatet på Det Humanistiske Fakultet. De kæmper for institutbibliotekerne, som skal spare tre millioner. Foreløbig har blokaden måttet afvise en mand med en frugtkurv.

Her til morgen ville Humanioras dekanat ikke have kunnet få adgang til deres vante arbejdsplads i bygning 15 – hvis de da ellers var dukket op.

Studerende har blokeret adgangen til deres kontorer for at overlevere beskeden om, at de vil beholde deres institutbiblioteker. Netop biblioteksområdet skal spare med tre millioner som en del af de store nedskæringer på Det Humanistiske Fakultet.

Men den eneste, der dukkede op tirsdag morgen og formiddag for at få adgang, var en ansat, som ville stille den daglige frugtkurv frem til dekanatet. Det kunne han altså ikke få lov til.

Dekanatet der blev væk

Ifølge Niklas Zenius Jespersen, der er talsperson for HUMrådet, er det dog hverken en fordel eller et problem, at dekanatet har valgt ikke at benytte kontorerne:

»Jeg tænker hverken, at det er positivt eller negativt for vores sag, at dekanatet ikke er dukket op. Vi tænker, at de er accepterende overfor aktionen, men ikke mere end det,« siger han.

Nytter det noget?

Med blokaden ønsker de studerende både at markere deres utilfredshed og »rykke noget«, siger Niklas Zenius Jespersen.

»På kort sigt er det for at styrke vores forhandlingsposition i udvalget, når der skal forhandles om, hvordan besparelserne konkret skal udøves, og på længere sigt handler det om at vise, at KU ikke er en kornfed institution, der har råd til at lave alle mulige administrative effektiviseringer.«

HUMrådets talsperson mener, at blokaden er nødvendig, hvis de studerende skal have indflydelse ved forhandlingsbordet, når de konkrete besparelser skal besluttes.

»Vi har erfaring med, at det, at vi sidder med ved bordet, ikke nødvendigvis er det samme som, at vi får reel indflydelse. Derfor er det også vigtigt at lave en markering af, at de under forhandlingerne også bliver nødt til at tage hensyn til, hvad de studerende tænker,« siger Niklas Zenius Jespersen.

Støtte fra flere sider

Det er ikke kun studerende, der støtter op om blokaden. I løbet af morgenen stikker flere ansatte hovedet ind ad døren og udbryder ting som »fedt, I gør det« og »jeg håber, det nytter noget«.

En af de deltagende har ikke nogen aktier i institutbibliotekerne på humaniora. Det er Alexander Kladakis, der læser Sociologi. Han er alligevel dukket op for at stå vagt foran det humanistiske dekanat.

»Vi har nået en smertegrænse nu, og jeg synes, der er brug for, at der bliver gjort noget, også selv om det i første omgang ikke har noget med mit eget fakultet at gøre,« siger han.

Blokaden begrænsede sig til tirsdag 15. november, så der skuille være adgang til dekanatet igen.
uni-avis@adm.ku.dk

Seneste