Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

It-koks: Studerende kan ikke melde sig til efterårets undervisning

Tilmelding 2017 — It-systemet, som de studerende bruger til at tilmelde sig undervisningen, er kort før ansøgningsfristen den 1. juni 23.59 løbet ind i tekniske problemer. De studerende, der kan dokumentere, at de har henvendt sig til studieadministrationen, er garanteret at blive tilmeldt, beroliger KU.

Der er problemer med it-systemet STADS, der skal tage imod de studerendes tilmeldinger til undervisningen på efterårssemestret 2017 ved Københavns Universitet inden torsdag aften 1. juni klokken 23.59.

Det oplyser Koncern-it ved KU i en kort meddelelse på universitetets intranet (kræver login).

KORT om STADS

Problemet i STADS ligger under Selvbetjening i menupunktet ‘Indskrivning, undervisning og eksamen’

STADS er et statsligt it-system, som bruges af alle universiteter i Danmark

Til Uniavisen oplyser Koncern-it, at problemerne rammer de studerende meget forskelligt.

De, der oplever ikke at kunne melde sig til via STADS, skal kontakte deres lokale uddannelsessteder for at få at vide, hvordan de skal forholde sig.

Sidste år var der kommet 58.000 undervisningstilmeldinger inden fristen. Tirsdag eftermiddag 30. maj var der kommet 38.000 undervisningstilmeldinger sammenholdt med 43.000 på samme tidspunkt sidste år.

Det  er vanskeligt at sige om færre er tilmeldt, fordi de gør det i sidste øjeblik, eller fordi de har problemer med tilmelding via STADS.

Det er KMD, der har ansvaret for STADS, der også er et statsligt system, og som arbejder med at rette fejlene.

Koncern-it ved KU har endnu ikke (1. juni) modtaget en klar besked fra KMD om, hvornår eller om de tekniske problemer med STADS bliver løst af KMD.

Alle studerende skal nok blive meldt til

Asbjørn Jessen, sektionschef og leder af Data & Systemer ved KU, beroliger de studerende:

»Der er ikke nogen, der skal være bange for at ikke at kunne få meldt sig til deres undervisning i efteråret. Vi er kede af problemerne, men vi skal nok få dem tilmeldt.«

»Hvis der er problemer, når en studerende melder sig til undervisningen via STADS-selvbetjeningen, vil der komme en meddelelse om, at man skal prøve senere, eller at man skal henvende sig til sit fakultets studieadministration, og så er det også rettidig tilmelding, når de har dokumentation for, at de har henvendt sig,« siger Asbjørn Jessen.

De studerende fik besked i tirsdags (30. maj) fra deres studieadministration og fra uddannelsessider om, hvad de skal gøre.

Jura: Garanterer også tilmelding

Et af KU’s seks fakulteter, Det Juridiske Fakultet, skrev onsdag 31. til de studerende, på fakultetets intranet (kræver login):

‘Vi garanterer, at alle studerende får lov til at tilmelde sig undervisningen i efterårssemestret. Vi arbejder fortsat sammen med vores leverandør på at løse de tekniske problemer. I morgen udsendes endnu en studiebesked med status og information om, hvordan du skal forholde dig, hvis din tilmelding fortsat ikke er gået igennem.’

Der står også, at de studerende opfordres til at prøve igen, hvis der kommer en fejlmelding i STADS, men systemet kører langsomt.

Ifølge Asbjørn Jessen er de hårdest ramte fakulteter på KU dog Det Humanistiske Fakultet, Det Bio- og Naturvidenskabelige Fakultet samt Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Artiklen er opdateret 1. juni kl. 9:30

 

 

 

 

 

Seneste