Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Navne

Jan Alexis Nielsen skal lede Institut for Naturfagenes Didaktik

Navne — »Det vigtigste er, at vores forskning kommer ud og leve uden for murene,« siger den nye institutleder.

Hvem er han?

Jan Alexis Nielsen er ny leder af Institut for Naturfagenes Didaktik fra den 1. februar.

Instituttet forkortes IND, og er en del af Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, som i sommeren 2020 flyttede fra et gammelt observatorium ved Botanisk Have til Niels Bohr Bygningen.

Men den nye kaptajn kommer i hvert fald i de første måneder til at arbejde fra sin lejlighed på Vesterbro med ansvar for et vuggestuebarn og et børnehavebarn on the side.

Institut for Naturfagenes Didaktik

Instituttet, der forkortes IND, er placeret under Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet og er Danmarks største naturfagsdidaktiske enhed. IND’s forskningsområde er naturvidenskabernes didaktik, videnskabsteori, digital uddannelse og universitetspædagogik, og instituttet underviser i fagdidaktik, videnskabsteori og formidling på fakultetets BA- og KA-uddannelser.

Kilde: ind.ku.dk

Som nyuddannet troede Jan Alexis Nielsen at han skulle forske i matematikkens filosofi, men et job som videnskabelig assistent gjorde ham interesseret i uddannelsesforskning og fik ham på andre tanker.

Han blev ph.d. i naturfagsdidaktik på Syddansk Universitet i 2011, og siden har han arbejdet med undervisning og læring på det institut, han nu skal lede. Ved siden af forskningen voksede hans interesse for ledelse, og han har været forskningsgruppeleder på IND siden 2015.

Han glæder sig til sit nye job, siger han i telefonen. Og han glæder sig til at kunne bruge mere tid på sine interesser, når restriktionerne lempes:

»Når det igen er muligt, glæder jeg mig til at kunne mødes med mine venner på en brætspilscafé i Huset og spille strategispil som fx det nye Dead of Winter,« siger han og tilføjer, at han også savner at kunne gå på opdagelse på byens restauranter med sin hustru med hvem han deler en stor interesse for mad og vin.

Hvorfor læser jeg om ham nu?

»På mange måder er jeg allerede i gang,« siger Jan Alexis Nielsen om jobbet, »for jeg har været en del af den daglige ledelse som viceinstitutleder i et stykke tid, så vi kan godt kalde det en velsmurt overdragelsesmaskine.«

I en pressemeddelelse siger Katrine Krogh Andersen, der er dekan på det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, at hun ser meget frem til at samarbejde med Jan Alexis Nielsen:

»Institut for Naturfagenes Didaktik har i mange år leveret anerkendt forskning, der er med til at styrke den undervisning og læring, som vores børn og unge modtager. Jeg er overbevist om, at Jan Alexis Nielsen med sin viden og erfaring griber den stafet og sikrer, at instituttet også fremover er førende inden for sit felt.«

På spørgsmålet om hvorfor det kun er et af Københavns Universitets fakulteter, der har et institut, der arbejder målrettet og praksisnært med didaktik, svarer Jan Alexis Nielsen, at de andre store fakulteter også har læringsenheder, der beskæftiger sig med det læringspædagogiske, men at IND er den eneste enhed på Københavns Universitet, der forsker i det, de rådgiver om.

Hvor er det nu lige, jeg kender ham fra?

Det er ikke kun universitetsansatte og -studerende, der kender Jan Alexis Nielsen, for han gør også en synlig figur udadtil, hvor han ofte holder oplæg for politikere, myndigheder og undervisere på alle niveauer i uddannelsessystemet.

»Det vigtigste er, at vores forskning kommer ud og leve uden for murene,« siger han, for det er hans overbevisning, at instituttets arbejde skal være synligt, relevant og til gavn for de modtagere, som eksempelvis skal træffe beslutninger, udarbejde ny lovgivning eller udvikle undervisningen.

»Det kan handle om personaliseret medicin eller om, hvordan man som grundskolelærer kan arbejde med at motivere sine elever.«

Jan Alexis Nielsen overtager efter professor Hanne Andersen, der vender tilbage til forskningen efter fem år som institutleder.

Seneste