Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
Navne — Jan W. Thomsen kommer fra posten som leder af forskningsgruppen kvantemetrologi på det institut, han overtager ledelsen af den 1. september.
Jan Westenkær Thomsen overtager posten som institutleder den 1. september efter Niels Obers, der har fungeret som konstitueret institutleder siden 1. januar 2017.
»Arbejdet som institutleder på Niels Bohr Institutet er en meget betroet, ærefuld og en superspændende opgave,« siger Jan W. Thomsen til nbi.ku.dk., og tilføjer, at han ser frem til arbejdet med at fastholde og udbygge den fremragende forskning og undervisning, der udgør instituttets dna.
Jan W. Thomsen
Er uddannet på Niels Bohr Institutet. Han har en ph.d. fra Université Paris-Sud i laser og atomfysik, som siden udviklede sig mod et forskningsfelt i kvantemetrologi og atomure. Efter en postdoc-stilling på Niels Bohr Institutet (NBI) i 1995 fik han en stilling på Utrecht Universitet i Holland, men blev hentet hjem til NBI igen på en Carlsberg bevilling i 1998.
Den kommende institutleder forsker i atomure, hvor atomer og lasere skaber nogle meget præcise kvantemekaniske penduler. Disse ure taber kun et sekund på ca. 13 milliarder år og finder en række anvendelser inden for fundamental fysik og teknologi.
Jan Thomsen ser det som en vigtig del af stillingen, at have en aktiv tilknytning til forskningsmiljøet som forsker og som underviser. Han modtog instituttets undervisningspris ‘Jens Martin Prisen’ i 2015, og i 2016 kårede fakultetet ham til Årets Underviser.
I nær fremtid samles instituttet i den nye Niels Bohr Bygning på Jagtvej. Jan Thomsen ser det som en gylden mulighed for at øge instituttets sammenhængskraft og tværfaglighed omkring et fleksibelt forskningsmiljø. »Det er også en kolossal logistisk opgave, der kræver nøje planlægning på alle niveauer, ikke mindst økonomisk,« siger Jan Thomsen.
Jan W. Thomsen tiltræder sin nye stilling den 1. september 2017.
Kilde: nbi.ku.dk