Jeg er ikke blevet mindre handicappet af at starte på kandidaten

Jeg blev diagnosticeret med dysleksi, også kaldet ordblindhed, i starten af 8 klasse. Jeg har derfor haft hjælpemidler gennem det meste af min skoletid. Det har også været tilfældet gennem min bachelor på Københavns Universitet, hvor jeg har haft ekstra tid til mine eksamener, kunne tilgå CD-ord eller IntoWords (læse- og skriveværktøjer til personer med ordblindhed eller læse- og skrivevanskeligheder), samt haft mulighed for at medbringe mine bøger og noter på egen computer til eksamen.

Københavns Universitet anerkender min diagnose og mit handicap, og min SPS-vejledning blev forlænget, da jeg afsluttede bacheloren og begyndte på kandidaten. Ikke desto mindre står jeg nu i en situation, hvor jeg er usikker på, om jeg kan komme til min eksamen i skatteret om under en måned i oktober.

Når systemet er langsomt, bliver ligestillingen teoretisk

Hverken faget eller eksamensformen er specielt anderledes, end hvad jeg allerede har haft på bacheloren – det er en fire timers skriftlig eksamen i eksamenshuset. Ikke desto mindre tager det en evighed at få godkendt brugen af de samme hjælpemidler, som jeg havde ret til for et par måneder siden på bacheloren.

Det er fuldstændigt uholdbart.

LÆS OGSÅ: Vi gør ikke nok for studerende med funktions-nedsættelser

Samme handicap, ny sagsbehandling

Problemet er ikke, at mine behov har ændret sig, for det har de ikke. Ordblindhed er en varig funktionsnedsættelse. Jeg er ikke blevet mindre ordblind og mine behov for hjælpemidler har ikke ændret karakter, fordi jeg er gået fra bacheloren til kandidaten.

Alligevel skal jeg gennem en helt ny sagsbehandling for at få godkendt almindelige og velkendte hjælpemidler, så som ekstra tid og adgang til ord- og oplæsningsprogrammer.

Lige nu har Københavns universitet en sagsbehandlingstid på 12-15 uger. Dette er i sig selv problematisk. Men når det drejer sig om tildeling af hjælpemidler, der allerede er godkendt til et handicap, der ikke kan forbedres, er det ekstra svært at se meningen.

Jeg skal ikke tage en ny test, der beviser, at jeg stadig er ordblind, jeg skal ikke bevise, at jeg pludselig har brug for andre hjælpemidler. Jeg skal bede om den samme hjælp til den samme type eksamen, alt imens eksamen nærmer sig med hastige skridt.

LÆS OGSÅ: »Man er meget lille som studerende med særlige behov, og man beder ikke om særlig meget«

Retten til støtte er ikke nok

Det har store konsekvenser for os studerende. Jeg er med på, at der findes særlige forhold, der kræver individuel behandling. Men det er hverken nødvendigt eller hensigtsmæssigt med en ny sagsbehandling for hvert enkelt fag.

Det er uanset om faget hedder skatteret eller tings- og kreditorret. Eksamen i begge fag er skriftlige stedprøver, hvor jeg skal have ekstratid samt adgang til mine bøger digitalt og til ord- og oplæsningsprogrammer.

Studerende risikerer at måtte gå til eksamen uden den ekstra tid og de hjælpemidler, de har krav på. I værste fald kan det betyde, at studerende udskyder eksamen, mister studieprogression eller dropper ud af uddannelsen – ikke på grund af manglende evner, men på grund af en unødig bureaukratisk proces.

Det står i skærende kontrast til, hvad ordningen burde sikre. Særlige eksamensvilkår og SPS findes netop for at kompensere for en funktionsnedsættelse og give studerende mulighed for at præstere på lige vilkår med andre studerende. Når systemet er langsomt, bliver ligestillingen teoretisk. Man har formelt ret til støtten, men ikke nødvendigvis reelt adgang til den.

Forlæng de eksisterende godkendelser

Københavns Universitet må derfor ændre praksis. Der bør etableres en automatisk eller hurtig forlængelse af eksisterende godkendelser, når en studerende fortsætter på kandidatuddannelsen med samme dokumenterede funktionsnedsættelse.

Der skal være en klar nødprocedure, hvis en eksamen ligger inden for sagsbehandlingstiden. Og KU bør kommunikere realistiske frister til studerende, så man ikke først opdager problemet, når eksamen er tæt på.

Jeg er ikke blevet mindre handicappet af at starte på kandidaten. Men jeg er blevet mere afhængig af, at universitetet behandler min sag ordentligt. Det bør ikke være sværere at få anerkendt sine behov, når man bevæger sig videre i uddannelsessystemet. Det burde være det mest selvfølgelige i verden.