Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
SVAR TIL HANS BONDE - Endnu en gang: begrav hadet, Hans Bonde. Meld dig på banen med konstruktive forslag.
Jeg kan se jeg ramte helt rigtigt, da jeg bad Hans Bonde om at begrave hadet, hvad det så end skyldes.
LÆS: Birgit Petersson: Læg hadet til side, Hans Bonde, og se fremad
Men hans pen fortsætter bare i samme retning.
LÆS: Hans Bonde: Kønskamp: Manden i stedet for bolden
For det var ikke kun en ‘hård’ debat, som Hans Bonde betegner sine indlæg. Det var personlige angreb på flere af vores kollegaer, jeg gjorde opmærksom på.
Og Hans Bonde fortsætter i samme stil. Hvor har jeg fx brugt ‘eder og forbandelser’ i mit indlæg? Og hvis jeg skulle opremse resten af udgydelserne, er det let at se en parallel til den retorik, der blev brugt ved hekseprocesserne.
Se fremad, Hans Bonde, det er der udviklingen ligger. Gå i konstruktiv dialog, for lige nu er det åbenbart blindhed og had (og måske misundelse?), der præger din læsning.
Du kalder dig feminist. Hvis du for alvor mener det, så må du medvirke til, at universitetet får forslag til løsninger på kønsskævheden blandt det videnskabelige personale.
De tiltag, der er og har været indtil nu, er ledelsens foreløbige initiativer. Nødvendige, fordi ledelsen skal opfylde de punkter, der er i kontrakterne mellem ledelse og bestyrelse, hvor et af punkterne er et krav om en øget kvindeandel blandt det videnskabelige personale.
Det er mere end tiltrængt. Og de aktuelle tiltag har kun givet en lille løsning på problemet.