Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

»Jeg venter stadig på de store begivenheder«

TILBAGEBLIK - Vi har bedt en række KU-personligheder om at se tilbage på 2012. Her den førsteårsstuderende Nina Marie Benn, der fortæller om et semester med mange positive indtryk og den fortsatte oplevelse af at være ny i felten.

Hvad har gjort størst indtryk på dig i år?
Det største indtryk har været hele introduktionen til at leve som en fuldt ud ’ægte’ studerende: Omringet af nye mennesker, der interesserer sig for præcis det samme som dig selv. Læse, planlægge og opleve den gode stemning, der er på instituttet. Festerne og ikke mindst tømmermændene efter. Det er også kommet bag på mig, hvor meget studenterpolitikken på universitetet fylder med HUM-rådet, fagrådet og så videre. Og at de er dygtige til at skabe opmærksomhed omkring det blandt de studerende.

Generelt vrimler det jo med nye indtryk, når man starter på universitetet, men alle disse indtryk har været meget positive, så lad os håbe at det fortsætter sådan.

Hvilke begivenheder har defineret dit 2012 på Københavns Universitet?
Jeg er jo stadig ny i felten, så jeg venter stadig på de store begivenheder der kommer til at definere min tid på universitetet. Indtil videre kan jeg kun komme med et standardsvar som studiestart, rustur og den slags.

Der har ikke rigtig været én bestemt begivenhed som har defineret mit 2012 på KU – endnu. Måske når der at oprinde noget helt exceptionelt inden årsskiftet?

Hvad er dine håb for KU-året 2013?
Jeg håber, at mit eget KU-år bliver et mere ’stabilt’ år, hvor jeg kan få lov at udforske hvilke muligheder, jeg har i fremtiden – eventuelt noget udveksling og praktik. Jeg glæder mig til at komme længere ind i mit fag og længere ind i studielivet. Måske engagere mig mere i studenterpolitik, sætte mig lidt mere ind i de forskellige driftsorganer, så jeg kan engagere mig mere uden for mit fag – hvem ved? Mine forventninger er ikke tårnhøje, men de er gode.

Seneste