Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
Prins Joachim indviede Center for Sundhed og Samfund, men ville ikke have noget med Center for Studieliv og Studenterindflydelse at gøre
Mandag den 1. oktober indviede H.K.H. Prins Joachim Københavns Universitets nye Center for Sundhed og Samfund – i daglig tale CSS – på det tidligere Københavns Kommunehospital. I den anledning var renovationsstilladser hevet ned, opslagstavler ryddet og skilte, der har manglet i de tre år CSS faktisk allerede har været i brug, endelig sat op. Prinsen blev vist rundt i de nye, flotte lokaler af rektoratet og dekanatet, og indvielsen blev festliggjort med en reception for særligt inviterede og efterfølgende fest for de studerende.
Center for Studiemiljø og Studenterindflydelse
Festen blev dog til dels overskygget af de mange alternative tiltag som de studerende i dagens anledning selv havde arrangeret for at vise prinsen CSS som de kender det. Derfor var der blandt andet arrangeret udendørs undervisning for at vise underviseres og studerendes utilfredshed med manglen på lokaler og discountreception med lambrusco og saltstænger. Derudover indviede de studerende officielt CSS – Center for Studiemiljø og Studenterindflydelse – som de opfordrede Prins Joachim at være protektor for. Dette afslog prinsen dog høfligt med begrundelsen at han »desværre ikke selv er akademiker. «Da prinsen forlod festlighederne havde en lille gruppe studerende taget opstilling med et banner med parolen »Studerende mod brugerbetaling«. Da man havde vinket farvel til prinsen fik det efterfølgende rektor Ralf Hemmingsen til at spørge de studerende hvorfor de dog havde valgt netop i dag til at vise deres utilfredshed. »Ved I ikke at enevælden er afskaffet for længst,« spurgte han muntert. »Næ. Det skulle nok have været oppe en af de undervisningstimer der er blevet skåret væk,« lød svaret fra en studerende prompte.