Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Juraprofessor Ditlev Tamm klæder sig i leopard og læder

MODE PÅ KU - I en universitetsverden fyldt med diskret klædte forskere, skiller KU's internationalt anerkendte retshistoriker Ditlev Tamm sig markant ud. I juraprofessorens hverdagsgarderobe finder man farverige sjaler, raffinerede skræddersnit, læderbukser og slangeskindsstøvler. Uniavisen har mødt universitetets mest signifikant klædte VIP'er.

Hvad betyder mode for dig?
I sig selv ingenting, men jeg synes, at det er et sjovt livsfænomen. Og når der faktisk bliver produceret så mange smukke, elegante og raffinerede beklædningsgenstande – også for mænd – i dag, ville det være helt synd ikke at gå med noget af det.

Den akademiske verden er modemæssigt ret konservativ. Tøj må godt være dyrt og lækkert, men det skal helst være afdæmpet og diskret. Hvorfor har du valgt en mere iøjnefaldende stil? Og hvordan reagerer kollegaer og studerende på den?
Jeg har valgt en mere individuel stil, som jeg synes passer til den frihed og uafhængighed, som jeg forbinder med universitetet. Havde jeg valgt at blive advokat eller dommer, havde jeg nok klædt mig anderledes. De studerende reagerer som regel meget positivt – og spørger endda undertiden til, hvor jeg har købt sko eller tøj. De fleste kollegaer har vist andet at tænke på, men jeg får skam positive bemærkninger.

Toner du af og til din påklædning ‘ned’ for at den ikke skal tage fokus fra det faglige?
Jeg afpasser naturligvis min påklædning efter lejligheden – ikke mindst i udlandet, hvor der kan være mere faste forestillinger om, hvordan en akademiker ser ud. Særligt i Tyskland forventes det, at en professor ser ud på én bestemt måde. Men det er samtidig også der, jeg får flest komplimenter fra yngre kollegaer. Jeg tror mange af dem gerne ville gå mere klædt som mig, men ikke gør det af hensyn til karrieren.

Har du altid klædt dig så signifikant?
Nej, som yngre gik jeg ikke meget op i tøj, men var ret konventionelt klædt med jakke, blazer, grå bukser og slips. Jeg ændrede stil for en halv snes år siden, hvor jeg syntes, at jeg trængte til forandring. Jeg tror tidspunktet falder meget godt sammen med en ny trend i herremode i retning af det mere farverige, individuelle og lidt mindre traditionelt maskuline.

Hvad er dit yndlingspiece?
Det veksler. Men pt. er det nok en superlækker designjakke købt i Shanghai inspireret af traditionel kinesisk stil, men i meget elegant udførelse, hertil sorte læderbukser fra Italien og et par støvler med leopardprint fra New York.

Hvad er dit bedste moderåd?
Jeg tror ikke man give andre råd end at man skal klæde sig, så man føler sig godt tilpas, og så ind imellem lytte til sine nærmeste, der jo skal leve med én.

nicklas.lund@adm.ku.dk

Seneste