Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Kampvalg om TAP'ernes bestyrelsesplads

UNIVALG 15- Så længe KU har haft en bestyrelse, har TAP fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet haft plads ved bestyrelsesbordet. Men ved dette års valg udfordres SUNDs dominans af to øvrige spidskandidater.

Ude omkring på fakulteter og institutter går det stærkt. Tiltag som fremdriftsreform og tvangstilmelding har medført, at TAP’erne bliver nødt til at løbe hurtigere og hurtigere. De bebudede besparelser rammer derfor ned i en allerede hektisk hverdag, hvilket spidskandidaterne enstemmigt gør opmærksom på.

»Når KU skal spare, bliver vi nødt til at tale om, at det betyder bortfald af visse opgaver.« Signe Møller Johansen

Derfor betoner alle tre spidskandidaterne, at de vil kæmpe for øget opmærksomhed på de konsekvenser nedskæringer og besparelser på TAP-funktioner har for hele universitetet. Og trods udsigten til kampvalg deler kandidaterne på TAP-listerne et skarpt fokus på arbejdsforholdene på KU.

Valg i besparelsernes skygge

Men præcis hvordan arbejdsbetingelserne bliver optimeret i lyset af en konstant besparelsesfrygt, er der forskellige bud på.

Signe Møller Johansen stiller op for listen TAP Fælleslisten. Hun pointerer, at i takt med, at der gennemføres besparelser, må man indse, at TAPs opgaveportefølje skal mindskes:

»Det er helt afgørende, at når KU skal spare, bliver vi nødt til at tale om, at det betyder bortfald af visse opgaver.«

Anne Nordentoft er den anden spidskandidat i feltet. Hun stiller op på sin egen liste og går blandt andet til valg på, at besparelser kræver en synlig og opmærksom ledelse:

»Der stilles store krav til TAP’erne, og vi skal rumme meget. Derfor er det også enormt vigtigt, at vi kan prioritere mellem opgaverne.«

Joan Sonne Lykkeaa søger genvalg til den bestyrelsespost, hun har haft siden 2012. Hun stiller op for TAP Listen, og hun fokuserer særligt på ordentlige og værdige forhold for TAP:

»Universitetet skal være troværdigt, og det kræver transparens i beslutningerne. Folk skal vide hvad der sker og hvorfor.«

Det store spørgsmål bliver derfor, hvem KU’s medarbejdere foretrækker som deres talerør i bestyrelsen.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste