Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Kannibal-kantine skal i udbud

KANTINEMAD - Fællesadministrationens kantine, Le Cannibale, i Nørregade er sendt i udbud. Selv om ni ud af ti er glade for maden, får den nuværende madmor, firmaet Eurest, ingen særbehandling, hvis de ansøger om at beholde deres plads ved komfuret.

Hver dag disker kantinen op med frokost til i omegnen af 200 sultne administratorer, herunder Uniavisens redaktion, for hvem frokosten er dagens naturlige højdepunkt.

Foruden frokostbuffeten står kantinen også for al øvrig forplejning i gemakkerne omkring Frue Plads. Det gælder både små og store arrangementer som receptioner, konferencer, årsfest og kurser i Universitetsfirkantens lokaler.

Frokosten består af dagens varme ret, suppe, salatbar, pålæg, hjembagt brød og ost. En kuvert koster 33 kroner.

Eurest har drevet Le Cannibale i otte år. En brugerundersøgelse fra 2013 viste en gennemsnitlig tilfredshedsprocent på 91 og en loyalitetsprocent så høj som 97. Smag, service og præsentation trak op, mens variation og tilgængelighed trak lidt ned.

LÆS OGSÅ: Uniavisen anmelder fire KU-kantiner.

Eurest har altså ifølge brugerne leveret varen. Men de positive brugerevalueringer betyder ikke, at Eurest er et skridt foran konkurrenterne, hvis altså de byder ind, forklarer indkøbschef Peter Lintrup.

»Vi må ikke give nogen fortrin. Men det er en del af opdraget, at man foretager disse brugerundersøgelser, og den høje tilfredshedsprocent skal vi jo selvfølgelig værne om.«

KU må ikke selv drive kantine

»Hele udbudsområdet er lidt tricky,« siger Peter Lintrup.

Statslige (herunder statsligt selveje som KU) institutioner og ministerier må ikke selv drive kantiner, når det ikke har noget med institutionernes primære formål at gøre. Der er et hav af regler, når det kommer til håndtering af fødevarer, fortæller indkøbschefen.

Ifølge Finansministeriets budgetvejledning, skal kantiner udbydes hvert fjerde år. Det ender i realiteten ofte med at blive hvert sjette år, da kontrakterne uden videre kan forlænges med to gange et år.

»Så medmindre man meget gerne vil have afprøvet kantinedriften ved et udbud, så kører de fleste i seks år. Det samme gælder for fakulteternes kantiner. Og nu er tiden altså inde for FA (Fællesadministrationen, red.).«

Hvilke krav stiller I til vinderen af udbuddet?

»Vi ønsker at kunne tilbyde et frokostsortiment som vi kender i dag med et højt mål af økologi og med fokus på sundhed. Vi går ikke efter, at det skal være så billigt som muligt, og kuvertprisen må ikke stige,« siger Peter Lintrup.

Det samlede tilskud fra Fællesadministrationen til kantinens drift er på cirka 900.000 kroner årligt, og det er nødvendigt for, at økonomien kan hænge sammen:

»Inden for de gældende regler kan der ydes tilskud til kantiner, og i FA-tilskuddet er inkluderet en medarbejder, der står for logistikken med at bringe mad rundt til diverse arrangementer. Det kan lyde som mange penge, men det er en del mindre end hvad mange private virksomheder bruger på kantinestøtte,« siger Peter Lintrup.

De kantineansattes job er sikret. Ifølge Virksomhedsoverdragelsesloven vil vinderen overtage den nuværende medarbejderstab, når udbuddet afgøres af et brugerforum ved navn Kantineudvalget, en konsulent fra Dansk Servicerådgivning og indkøbschef Peter Lintrup.

Ønskes: Alt med bearnaisesovs

Det kan ikke være helt let at være kantine. På kunet.dk kan kantinens gæster skrive deres ønsker til dagens ret, og menuerne viser stor spredning i brugernes ide om den gode frokost.

Sofistikerede gastroganer drømmer fx om ‘stegt havbrasen med chokoladesauce’ eller ‘Hummer American’. Så er der Meyerdisciplene, der efterlyser ‘lokalt producerede og sæsonbestemte råvarer’. Og fra det bagstræberiske katalog ønsker andre sig ‘brunkål med flæsk og pølse’ eller simpelthen ‘alt med bearnaisesovs’.

Vinderen af udbuddet findes i løbet af juli måned, hvor Kantineudvalget vil mødes med de mest attraktive leverandører og tage hul på en forhandlingsrunde. Der bliver opstart den 1. september 2014.

gbg@adm.ku.dk

Seneste