Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Kemien kan styrkes uden at skade Farma

ÅBENT BREV TIL REKTOR - Vi troede på grundlaget for fusionen i 2007, skriver to Farma-professorer og tidligere bestyrelsesmedlemmer fra Danmarks Farmaceutiske Universitet i en appel om ikke at sammenlægge kemiforskningen på KU på bekostning af Farma.

Kære Ralf Hemmingsen

Som tidligere repræsentanter i bestyrelsen på Danmarks Farmaceutiske Universitet, nu Farma, husker vi, fusionsgrundlaget for sammenlægningen af Farma og Life med ”det gamle KU”. Dette var en 56 siders udredning af, hvorledes man kunne ” udvikle nye, tværvidenskabelige forskningsområder” og nye muligheder på undervisningsområdet. (Note 1)

Nogle af disse fusionsgevinster er allerede opnået i form af samarbejde omkring uddannelser (note 2) og en udvikling af det indre marked for uddannelse.

Inden for forskningen er der også fundet synergier som i UNIK, SHARE, Stjerneprogrammer, Bioimaging etc.

Vi er altså godt på vej. Det nye forslag med sammenlægning af al kemi på KU mangler fuldstændig en analyse af fordele og ulemper.

Farma har succes med professionsuddannelser

I vores overvejelser om Farmas valg mellem DTU og ”gamle KU” som potentielle fusionspartnere var den tætte tilknytning til Sund af stor vigtighed. Farma rekrutterer 225 studerende om året, og størstedelen fortsætter fra bachelor til kandidatstudiet. Denne succesfulde rekruttering er bl.a. baseret på forståelsen af farmaceuten som en del af sundhedssystemet.

Samfundet har brug for flere kandidater med naturvidenskabelig uddannelse. Farma bidrager til dette ved at rekruttere studerende, som ikke nødvendigvis tillokkes af en uddannelse på ”Det største kemiske institut i DK” – snarere tværtimod. At så stor en del af de studerende fastholdes og fortsætter på kandidatstudiet skyldes, at farmaceutuddannelsen er en professionsuddannelse (som medicin og veterinærmedicin).

Professionsrettede uddannelser har dokumenteret både højere gennemførelse og kortere studietider, da de studerende hurtigt danner deres faglige identitet. At give alle 1. årsstuderende på KU den samme undervisning i kemi vil ikke fremme dannelsen af den faglige identitet og vil sandsynligvis føre til øget frafald. Vi vil i stedet foreslå KU at tænke i baner af at oprette flere veldefinerede uddannelsespakker med et tydeligt fagligt sigte.

Forskellige studerende har brug for forskellige former for kemi

Forskning og undervisning på Farma er baseret på kemi. Kemi er altså ikke et ”støttefag” men integreret i alle de øvrige discipliner på Farma samtidig med, at lægemidlet er i fokus. Dvs. at man på Farma i al kemiundervisning fastholder dette fokus, således at de studerende forstår den sammenhæng kemien skal anvendes i.

Der er stor forskel på den kemi en geologistuderende og en farmaceutstuderende har brug for. At tale om unødigt overlap mellem kemiuddannelser giver derfor ikke mening og må skyldes uvidenhed om kemi og uddannelser. De indledende kemikurser kan ikke effektiviseres yderligere, da der undervises i store hold på alle tre fakulteter og samarbejdet om at undgå overlap på de valgfri kurser er i fuld gang. En enig og behjertet indsats fra alle fakulteter for at få det frie marked til at fungere, ville løse mange problemer.

På Farma har vi allerede forskningsbaseret uddannelse og uddannelsesbaseret forskning og indflydelse på uddannelse, som er tre af målsætningerne i projektet ”Den gode uddannelse”, der er iværksat af KU (note 3). Farmas tre institutter har en fælles forståelse og et stærkt samarbejde om denne kultur og Farma er da også netop valgt som fakultetet med det bedste studiemiljø.

At lægge en stor del af Farmas kemiuddannelse over i en anden organisation vil ødelægge denne kultur.

Hvad er visionen for det foreslåede kæmpeinstitut?

Det foreliggende forslag, hvor en tredjedel af Farmas medarbejdere og økonomi skal flyttes over i en ny kæmpeorganisation, mangler en vision. Hvad er visionen? Hvordan forestiller man sig, at det vil hjælpe på den kemiske grundforskning organisatorisk at overflytte store grupper af forskere, der bekender sig til tværvidenskabelig forskning (der er jo ikke fysisk plads i Niels Bohr Science Center)? Og hvordan tror man, at en meget stor organisation kan fungere effektivt uden at indføre flere administrative lag af administratorer og mellemledere?

Vi bifalder en styrkelse af kemi på Science, og vi ved, at Farma meget gerne vil kunne trække på et stærkt basalkemisk miljø. At styrke kemi ved tilførsel af ekstra ressourcer i form af infrastruktur og faglige fyrtårne er til fordel for alle. Gode forskningsforhold vil automatisk tiltrække gode forskere og forskningsgrupper. I stedet for en tvangsoverflyttelse af forskere og undervisere fra Farma, vil vi foreslå at styrke den samlede kemiske forskning på KU ved at styrke forskningen på både Science og Farma.

Vi vil derfor appellere til, at rektoratets indstilling til bestyrelsen bliver baseret på en tydelig vision og gode argumenter, således at det giver mening for alle de berørte fakulteter. Det må være muligt at styrke basalkemisk grundforskning uden det bliver på bekostning af velfungerende enheder som Farma.

KU lovede at værne om Farma før fusionen

Vi troede på, hvad der blev forelagt os i fusionsgrundlaget, og vi håber også, at du stadig mener at:

”Det ny KU ser det som en vigtig del af sin vision at værne om og fremme Det farmaceutiske Fakultets styrkeområder og de farmaceutiske videnskabers strategiske udviklingsmuligheder,”

og:

”Det ny KU vil være en attraktiv arbejdsplads, der sikrer den kreativitet, effektivitet, medarbejdertilfredshed og trivsel, der er en forudsætning for en hurtig og succesfuld gennemførelse af ovenstående fusion.”

Venlig hilsen

Bente Gammelgaard, Professor, Lic. Pharm. og Harald S.Hansen, Professor, Lic.et dr.scient.
Tidligere medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen for det daværende Farmaceutiske Universitet

Noter
1 ”Det nye Københavns Universitet. Nye muligheder i Health and Life klyngen”
2 Farma, Life, Science og Sund Health and Life Sciences. Samarbejde inden for uddannelsesområdet efter fusionen.
3 Den gode uddannelse: Syv udfordringer for uddannelser, der stiler højt (http://uddannelsessatsning.ku.dk/)

LÆS: svar fra rektor Ralf Hemmingsen og prorektor Thomas Bjørnholm

Seneste