Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Kina-jobbørs på KU

KINA – Omkring 300 kinesiske studerende mødtes med 14 danske virksomheder da der den 28. april blev holdt Kina-jobbørs på Københavns Universitet.

Jobbørsen er den første af sin art og er kommet i stand på initiativ fra KU og Det Danske Handelskammer i Kina.

Ifølge dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Tage Bild, er jobbørsen et eksempel på KU’s vilje til at øge samarbejdet mellem universitetet og det private erhvervsliv.

En af de studerende på jobbørsen er 28-årige Xiaoyan Zhang der læser økonomi på KU. God personalepolitik, ferieordninger og mulighed for at rejse ud til andre lande er nogle af fordelene ved at være ansat i en dansk virksomhed, mener hun.

Muligheden for at komme til udlandet står også højt på Shengyu Huos ønskeliste. Han er 24 år og læser økonomi på RUC.

»Hvis jeg får job i Danmark eller i en dansk virksomhed i Kina, vil jeg kunne bruge mit kendskab til dansk sprog og kultur,« siger han på næsten flydende dansk.

For de danske virksomheder er gevinsten ved at deltage i jobbørsen stor.

»Vi har chancen for at møde kompetente, veluddannede mennesker med gode engelskkundskaber og indblik i dansk kultur og arbejdsmiljø,« fortæller HR-konsulent fra Grundfos, Jesper Geertsen.

Og hos Mærsk står disse medarbejdere i høj kurs fordi de kan bygge bro mellem forskellige kulturer. Begge virksomheder regner stærkt med videre kontakt med nogle af kandidaterne.

Seneste