Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
NYHEDSOVERBLIK MANDAG - Kommunerne: Afskaf SU på kandidatuddannelsen - DM: Vores medlemmer tør ikke stå frem - Linda Koldau om ansvarsforflygtigelse og uskrevne regler - Engelbreth: Råder kaos på Aarhus Universitet? - Langtidsledighed spreder sig blandt nyuddannede akademikere - Kommuner undergraver akademikeres mulighed for at få job - Morten Østergaard til Quistorff: Du tager fejl om mig - To døde i brand på forskningsstation på Antarktis.
Kommunernes Landsforening (KL) foreslår regeringen at afskaffe SU-støtten på kandidatuddannelserne og nøjes med SU-lån.
Ingrid Stage, formand for Dansk Magisterforening (DM), ser sagen om musikprofessor Linda Koldau fra Aarhus Universitet (AU) som et symptom på en uheldig udvikling, hvor universiteternes opgave med at være en kritisk røst i samfundet undermineres, skriver Politiken.
Linda Koldau, omdebatteret professor fra Aarhus Universitet (AU), skriver selv i Information, at AU er en labyrint af uskrevne regler og vaner, som hun ikke kan genkende fra universiteter i Tyskland, Storbritannien og USA, og i kombination med en svag ledelse fører det til uvished hos de ansatte.
Rune Engelbreth Larsen kommenterer i Politiken Linda Koldau-sagen og skriver, at der er masser af gratis skud i skydeteltet til at fyre løs på hende fra alle sider. Engelbreth affyrer samtidig en bredside mod AU.
Dansk Magisterforening (DM) er bekymret over en udvikling, hvor flere og flere fyres i kommunerne, mens andre flere og flere arbejder gratis mens de får dagpenge, i samme kommuner. DM’s formand Ingrid Stage siger til Avisen.dk, at de offentlige løntilskudsordninger under en lavkonjunktur skævvrider arbejdsmarkedet og reelt undergraver akademikernes mulighed for at komme i arbejde.
Akademikernes Centralorganisation (AC) udtrykker til Avisen.dk bekymring over deres egne tal, der viser, at hver niende nyuddanede akademiker, der blev færdig med studierne for et til to år siden, er arbejdsløs. For et år siden var det en ud af 11.
Uddanelsesminister Morten Østergaard (R) skriver i et indlæg i Information, der er et svar til KU-professor Bjørn Quistorff, at det ikke passer, at han som uddannelsesminister skulle have skiftet holdning til medbestemmelse på universiteterne.
Fjernt fra Danmark: På Antarktis er en hel forskningsstation, hvor der boede 59 personer, heriblandt forskere, nedbrændt. To mennesker omkom i forbindelse med branden. Forskningsstationen var brasiliansk, og forskere siger til BBC, at branden er et uvurderligt tab for videnskaben, skriver norske Aftenposten.no.