Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Kultur
For bare 25 euro kunne studerende, hvis de betalte yderligere 340 euro i entré, komme til kongresmiddag i Bella Center i onsdags. Universitetsavisen spiste med
Den mægtige grå kongreshangar er fuld af sultne klimaforskere. Deres omgivelser er denne aften hyggeliggjort med indirekte lyserødt lys og værker af den burkinske fotograf Kabré på storskærme. Man hobnobber i krøllet tøj og kæmper om de fremskudte positioner ved buffeter med mousserende vin. Der er syv stykker bestik ved hver kuvert. Lovende.
De tilstedeværende har ikke fået andet til frokost end marineret laks med klumpfiskerogn, flødekartofler, grønsagstærte, håndværkere, flæskesteg, salat med strimlet kinaradise og lyserøde kerner af perlebyg. Maver knurrer. Højere. Et sted i bygningen skiftes der gear, og den mægtige køkkenmaskine sætter i gang. Fra alle hjørner svæver tallerkenbærere ned mellem rækkerne af borde, som Pacman-spøgelser.
Vin plaskes i glas. En hvid Trebbiano. Og foran os lander tallerkner med kold fisk. Torsken er strøget med en makrelsalatlignende pesto hvis eneste smag er en snert af chili. Vinen matcher. Et sagte, forsigtigt anslag.
Lammeknytnæve
Medspiser Sune er overvældet af et perverst dobbeltønske om bøf: på den ene side vil han gerne kunne skrive en kritisk artikel om at klimakongressen serverer metan-udstødende, klimaskeptisk oksekød, og på den anden side vil han bare virkelig gerne have en dejlig bøf på en bund af kantareller.
I stedet får han en knytnævestor lammeskank på en bund af lun tallerken med tilbehør af fedtede kartoffelfirkanter og kogte vintergulerødder. Hertil en anonym Cabernet Sauvignon, iskold.
Vegetarerne skærer tænder. De tænder, de strengt taget ikke skal bruge fordi de er vegetarer. Deres skanke bliver efter en tid skiftet ud med små skåle salat. Der er vel otte-ni kalorier i den ret. De får også en portion af kartoflerne, der smager af lammesky. Efter en stund knækker de og spiser den.
Det er en udfordring at servere tre retter varm mad for over tusind mennesker på én gang. Skankene er noget uegale i udførelsen. Og hvor stiller man tusind lammeforben? Fem hundrede lam kan vel dække en bjergside. Hvis man lader sine lam græsse på en rapsmark tager de i snit 0,20 til 0,25 kilo på om dagen. Voksne får er imidlertid bedre tjent med Sudangræs. (Wedin og Jordan, 1961).
Dessertpyramiden toppede
Desserten er en pyramideformet skumkage af stor sødme og vammelhed, der dog klogt er holdt i skak af en ring af syrlig hindbærcoulis. Aftenenes bedste indslag.
Var aftenens besøg så 365 euro og en cykeltur til Bella Center værd? Ikke helt. Endnu mangler kokkene den sidste skarphed før maden kan siges at være afviklet helt salt, helt varm, helt gennemstegt og helt indbydende nok til at matche de mange sæt bestik. Dertil skal lægges at Bella Center er langt væk næsten uanset hvor man selv bor. Og at vegetarerne græd. Måske går det bedre til december.
chz@adm.ku.dk