Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Klonet blondine tiltrækker internationale studerende

MILLIONER - Det Naturvidenskabelige Fakultet kan takke en filmkonkurrence for, at der i år er kommet dobbelt så mange udenlandske studerende på kandidatdelen

I en kort reklamefilm ser man en gruppe nørdede, unge mandlige forskere sidde i et laboratorium. De får øje på en smuk, ung lyshåret pige, der går og svinger med håret. Da pigen er væk, samler forskerne et tabt blond hår op fra gulvet.

En måned senere har de unge forskere klonet den blonde pige i fire eksemplarer. De fire klonede piger arbejder nu i laboratoriet i stiletter og korte, sorte, sexede kjoler. Filmen slutter med denne punchline: »The power to create – Det Naturvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.«

Denne film er blevet set af over en million seere på udenlandske filmhjemmesider, blandt andet youtube.com og metacafe.com. Derudover kom den på andenpladsen i konkurrencen Moving SCIENCE 2009, som er et led i en ny markedsføringsstrategi fra Det Naturvidenskabelige Fakultet (Nat).

Film fordobler antallet af udenlandske studerende

I år er antallet af udenlandske studerende på kandidatniveau fordoblet. Sidste efterår blev der optaget 37 internationale kandidatstuderende – i år er tallet 75. Dette er ifølge Joakim Groth, der er kommunikationschef på Nat, formentlig ikke en tilfældighed.

»Fordoblingen skyldes højest sandsynligt vores internationale rekrutteringsfilm (The power to create) og vores udvidelse og professionalisering af studieinformationen på fakultetets engelske hjemmeside. Og det er en rigtig god forretning for fakultetet, at vi får de her internationale studerende, når vi har tomme pladser,« siger Joakim Groth.

Konkurrencen Moving Science

Moving Science er en konkurrence, hvor det gælder om at lave en underholdende film på max fem minutter, der fortæller, hvordan det er at studere naturvidenskab på Københavns Universitet – og hvad det kan føre til.

Målet med konkurrencen er at gøre naturvidenskabelige fag mere populære og på den måde tiltrække nye studerende. Moving Science 2010 er skudt i gang. Konkurrencen slutter den 4. januar 2010, og alle kan deltage.

The Power to Create:
[video:http://www.youtube.com/watch?v=XZ8_81Qy9kg width:525 height:380 align:center]

Seneste