Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Københavns Universitet får bæredygtigt hus

Green Light House skal stå færdigt i 2009 og vise vejen til CO2-reduktioner i fremtidens byggeri

Prorektor Lykke Friis gav mandag den 3. marts startskuddet for et nyt, bæredygtigt hus på Københavns Universitets campus på Tagensvej – Green Light House.

Huset skal vise vejen til CO2-reduktioner i fremtidens byggeri og fungere som udstillingsvindue ved klimatopmødet i København i 2009, lover de fem parter bag byggeriet – Københavns Universitet, VELUX, VELFAC, Universitets- og Bygningsstyrelsen og Københavns Kommune.

»Med Green Light House viser vi vejen til CO2-reduktioner, men det betyder ikke at vi skal bo uden vinduer, eller at vi skal stuve os sammen i køkkenet som vi husker fra energikrisen. Om et år skal her stå et hus der sætter nye standarder for bæredygtigt byggeri uden at give køb på design, arkitektur eller velvære,« siger Lykke Friis.

Huset skal stå klar i 2009 og indeholde faciliteter for dekan, professorer, og studerende ved de naturvidenskabelige uddannelser på Københavns Universitetet. Blandt andet skal det være hjemsted for studieadministration, en faculty club, mødefaciliteter og studenterservice.

Lys og frisk luft

VELUX og VELFAC er aktive partnere i projektet. De to virksomheder ønsker at vise at fremtidens klimavenlige byggeri kan forene et lavt energiforbrug med lys og frisk luft. »Det er vores ambition at vi med Green Light House kan demonstrere hvordan man realiserer bygningsprincipperne med standardbyggekomponenter så vi kan vise en bæredygtig vej for fremtidens bygninger.

I dag vil vi have lys, frisk luft, udsigt og interaktion med omgivelserne,« fortæller marketingdirektør Michael K. Rasmussen fra VELUX. VELUX og VELFAC bidrager blandt andet til projektet med de kompetencer og erfaringer som virksomhederne har fået gennem flere lavenergiprojekter og demonstrationsbyggerier rundt om i verden.

Kommunen bakker op

Overborgmester Ritt Bjerregaard overrakte en grøn stafet til VELUX som symbol på at virksomheden nu skal bringe Københavns Universitets klimasatsning et vigtigt skridt fremad. Samtidig benyttede Ritt Bjerregaard lejligheden til at understrege at samarbejdsprojekter som Green Light House er vigtige for at gøre kommunens ambitioner på klimaområdet til virkelighed.

»Vi har sat et ambitiøst mål om 20 procents reduktion af CO2 i kommunen frem til 2015. Det mål når vi kun hvis virksomheder og institutioner er med,« siger Ritt Bjerregaard.

www.ku.dk/nyheder

Seneste