Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Københavns Universitet har fået færre ansøgninger end sidste år

Årsagen er et fald i antallet af ansøgninger på naturvidenskabelige og humanistiske fag. Medicin, Jura og Psykologi er fortsat de klart mest søgte uddannelser.

Ansøgningerne væltede ind på Københavns Universitet i coronaåret 2020. Måske fordi en hær af unge mennesker havde svært ved at forestille sig et begivenhedsrigt sabbatår med nedlukninger og rejserestriktioner.

I år daler det samlede ansøgningstal en smule, om end det stadig er højere end i 2019. I alt 32.271 ansøgninger er havnet i KU’s digitale brevsprække, hvilket er et fald på 4,2 procent sammenlignet med rekordåret 2020.

Udviklingen skyldes især et fald i ansøgningstallet på de naturvidenskabelige og humanistiske fag.

Det betyder også, at relativt flere ansøgere vælger at satse på kvote 2 som vejen til en uddannelse. Hvor Københavns Universitet modtog rekordmange kvote 2-ansøgninger i marts, er antallet af kvote 1-ansøgninger lavere end i 2019.

LÆS OGSÅ: Københavns Universitet får rekordmange ansøgere på kvote 2

I fronten af feltet dominerer Medicin, Jura og Psykologi, hvor konkurrencen om studiepladserne igen i år bliver skarp.

I bunden er de små sprogfag overrepræsenteret. Her er både Indianske sprog og kulturer, Latin og Græsk havnet på listen over de fem mindst søgte uddannelser – om end fagene har fået flere ansøgninger end sidste år.

De ti mest søgte fag:

Medicin 3.489 ansøgninger

Jura 3.002

Psykologi 2.888

Statskundskab 1.148

Odontologi 1.115

Antropologi 920

Veterinærmedicin 914

Økonomi 842

Sociologi 836

Farmaci 823

De fem mindst søgte fag:

Indianske sprog og kulturer 30

Grønlandske og arktiske studier 32

Moderne Indien og Sydasienstudier 34

Latin 44

Græsk, klassisk 47

Seneste