Københavns Universitet skal prioritere fred og diplomati, ikke forske i autonome våben

Det er for nylig kommet frem, at Københavns Universitet er indtrådt i det såkaldte DEEP-TECH-samarbejde, sammen med blandt andre den italienske våbenproducent Thales.

Med et budget på 11.5 millioner euro har dette projekt til formål at udvikle teknologi til undervandsrobotter med »autonom detektion og neutralisering af indkommende trusler«. Ifølge Den Europæiske Forsvarsfonds projektbeskrivelse skal teknologien kunne »beskytte mod nuværende og fremtidige trusler ved brug af store og langtrækkende autonome fartøjer«.

Altså er KU nu officielt indtrådt i et samarbejde om udviklingen af autonome våben, som kan tage beslutninger om at destruere fremmede fartøjer og dræbe deres førere – en beslutning der træffes udelukkende på baggrund af en algoritmes skøn.

Dette er en bekymrende udvikling, der ikke kun bidrager til en mere højspændt verdenssituation, men potentielt også gør KU til medudvikler af autonome våben, som ender med at begå drab på civile.

Vi ser allerede, hvordan autonome våben, baseret på AI teknologi, bliver brugt af den israelske besættelseshær i Gaza til autonomt at identificere mennesker med forbindelser til Hamas, og igangsætte dødelige angreb mod dem, når de befinder sig i deres hjem, omgivet af deres familie.

Endvidere skulle USA’s bombning af pigeskolen i Minab, hvor 123 børn blev dræbt, også være resultatet af et autonomt våbens beslutning. Vil KU virkelig skrive sig selv på som medudvikler af den type teknologi?

Forskningsmidler er et spørgsmål om prioriteter

DEEP-TECH-projektet finansieres af EU-midler, som en del af ReARM Europe initiativet, der skal styrke den europæiske forsvarsindustri. Men der er ikke uendelige forskningsmidler.

Hver en krone, der bliver brugt på at forske i autonome våbensystemer, er en krone, der kunne have været brugt i projekter om grøn klima-teknologi, helbredende medicin eller kunst og kultur. At investere mere i våben og oprustning skaber ikke sikkerhed – det bidrager til et oprustningskapløb, der direkte øger utryghed og risiko for krig.

Langsigtet sikkerhedspolitik handler ikke om at sikre, at man er bedst forberedt til krig, men om at eliminere de forhold, der gør krig til en reel risiko. Herunder kan vi tale om klimakrisen, ressourcemangel og global ulighed som nogle af de vigtigste sikkerhedspolitiske problemstillinger. At udvikle og anskaffe autonome våben er ikke løsningen på disse problemer.

Der spares på uddannelser og investeres i våben

Befolkningen i Danmark har siden begyndelsen af krigen i Ukraine været udsat for konstant krigspropaganda fra Christiansborg og store dele af de danske medier. Nu ser vi konsekvenserne, når KU’s ledelse betragter det som moralsk acceptabelt at indgå i DEEP-TECH samarbejdet.

Denne udvikling kommer efter mange år med udhuling af universitetets budget.

I 2025 måtte SCIENCE skære 124 medarbejdere fra på grund af et underskud på 100 millioner kroner. Samtidig har staten afsat en samlet økonomisk ramme på 365 milliarder kroner til at styrke forsvar og sikkerhed i perioden 2024-2033.

Der er naturligvis tale om forskellige budgetposter. Men det ændrer ikke på, at det er et politisk valg, hvor statens ressourcer prioriteres. Når der kan afsættes hundredvis af milliarder til militær og sikkerhed, men ikke findes politisk vilje til at investere blot en brøkdel af dette beløb for at undgå nedlæggelsen af 124 konkrete stillinger, er det et spørgsmål om politiske prioriteringer.

Konsekvensen er, at medarbejdere mister deres arbejde, forskningsmiljøer svækkes, og kvaliteten af universiteternes forskning og uddannelser bliver forringet.

KU står i en økonomisk svær situation, hvor kronisk underfinansiering og krav om effektivisering har undermineret universitetets evne til at drive fri og uafhængig forskning. At KU deltager i DEEP-TECH samarbejdet er derfor også en afspejling af et politisk svigt.

Når de eneste tilgængelige forskningsfonde er dem, som går til at udvikle autonome våben, må universiteterne tage et valg baseret på økonomi, hvor de enten kan indgå i projekterne for at opnå finansiering, eller afstå med det resultat, at de risikerer at skulle afskedige ansatte og forskere.

Universiteterne har et aktivt ansvar

De danske universiteter har altid forsøgt at holde sig uden for politik. Men grundet denne passivitet er de nu i en situation, hvor de ikke står uden for politik, men aktivt bidrager til videreførelsen af våbenindustriens interesser.

Derfor er det på tide, at KU siger fra over for virksomheder som Palantir og Thales, og ikke længere underlægger sig hverken den danske, den israelske eller den amerikanske regerings udenrigspolitiske mål.

KU bør afvise at indgå i samarbejder, der bidrager til det nuværende oprustningskapløb og i stedet aktivt arbejde for at øge midlerne til forskning og arbejde, der fremmer diplomati, våbenhvile og fredelige løsninger på internationale konflikter. Den eneste vej til en fremtid med fred er aktivt at investere i den.