Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Navne

Økonomiprofessor Klaus Thustrup Kreiner hædres internationalt

Navne — Forsker i økonomisk forbrugeradfærd Klaus Thustrup Kreiner kneb sig selv i armen, da han blev udnævnt til Richard Musgrave Laureate den 15. december.

Hvem er han?

Claus Thustrup Kreiner slår sine folder som professor på Økonomisk Institut, hvor han er grundlægger og leder af et grundforskningscenter ved navn Center for Economic Behavior and Inequality.

Han fortæller Uniavisen, at han har et skrivebord i stuen, og at arbejde og fritid også af den grund har det med at flyde lidt sammen i hans liv.

»Det er jo det fantastiske ved jobbet som forsker på universitetet, at man kan følge sine egne interesser og løbe den vej, ens ideer bringer en.«

På den anden side af coronaen glæder han sig til at kunne genoptage sin store fritidsinteresse, skiløb, som han har dyrket siden han var syv. Han sætter kurs mod løjperne mindst en gang om året med familie og venner.

»Ellers er jeg, når jeg ikke arbejder, altid sammen med min fantastiske kone – og også gerne mine to teenagebørn, hvis de da gider være sammen med deres gamle far.«

Hvorfor læser jeg om ham nu?

Tirsdag den 15. december udnævntes Claus Thustrup Kreiner til Richard Musgrave Laureate, en international pris, der uddeles årligt til en fremragende forsker inden for området for public finance.

Richard Musgrave Laureate

Prisen er resultatet af samarbejdet mellem CESifo og International Institute of Public Finance. Det blev oprettet i 2008 for at ære mindet om en af ​​forskningsområdets største profiler, Richard Musgrave. Han grundlagde CESifo, et globalt, uafhængigt forskningsnetværk, hvis mission er at fremme den internationale udveksling af videnskab om økonomi og økonomisk politik. Med prisen følger en udnævnelse til Distinguished CESifo Fellow.

Og hvad er så det? Navnet Musgrave afføder ikke automatisk samme brede respekt som Nobel, men blandt økonomer er vi derhenne, for udnævnelsen en kolossal ære.

Hvad betyder det for dig at få denne pris?

»Det er naturligvis en stor ære. Prisen gives kun til en forsker om året, og når man ser navnene på de forskere jeg efterfølger, må jeg knibe mig selv lidt i armen. Når man har arbejdet hårdt i mange år med sin forskning, er det jo rart at se, at andre forskere synes, det har sat et aftryk.«

Hvor er det nu lige, jeg kender ham fra?

Kreiner har forsket inden for mange områder af økonomien, og det er ifølge ham selv lidt utraditionelt.

Hans væsentligste fagområde er public finance , hvor han fx har beskæftiget sig med ulighed, skattepolitik og den økonomiske politiks effekt på borgernes økonomiske adfærd.

»Den del af mit arbejde har også haft bevågenhed uden for universitetets mure, hvor jeg blandt andet har siddet i Skattekommissionen 2009-10 og deltaget som ekspert i offentlig høring på Christianborg,« siger han til Uniavisen.

Skal jeg gøre noget?

Udnævnelsen fejredes med en forelæsning med titlen Behavioral Heterogeneity, Inequality and Public Policy den 15. december kl. 18:00-20:00, hvor fagfællesskabet også fejrede Claus Thustrup Kreiner.

Hvad handlede din forelæsning om?

»Emnet afspejler min nuværende forskningsagenda. Forelæsningen vil handle om, at mennesker har forskellig økonomisk adfærd, og jeg vil vise, hvilken betydning det har for uligheden i samfundet og for indretningen af den økonomiske politik. Det økonomiske standardparadigme antager, at folk vil træffe de samme valg, hvis de var sat i samme situation. Men det er vanskeligt at måle på økonomisk forbrugeradfærd på tværs af mennesker, og vores grundforskningscenter tager i disse år nogle vigtige skridt fremad i netop at måle heterogenitet i økonomisk adfærd og dennes indflydelse på den økonomisk politik.«

Man kan læse mere om prisen her.

Seneste